Høringssvar vedrørende Lergravsvej - Supplerende høring

Oprettet: 24. marts 2014
Svarnummer:
90

Indsendt af

Lasse Sørensen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Forventningsafstemning På sin vis forstår jeg godt Københavns Kommunes lyst til en højere bebyggelsesprocent, end den der er gældende på Øresund Parkvej og på Sundby Parkvej. Det må munde ud i flere skattekroner til kommunen. Spørgsmålet er bare, hvor man skal placere dette øgede antal kvadratmeter. På salgstidspunktet gjorde Skanska meget ud af at fortælle køberne til lejlighederne på Øresund Parkvej og på Sundby Parkvej om lys og luft. Det var den samme melding man dengang fik ud af at læse lokalplanen for området: Flad bebyggelse. Derfor er det rimeligt, at de samme lejligheder har adgang til dette. Det har desværre vist sig ikke at holde stik for lejlighederne ud mod Øresundsvej, der er blevet mødt af en boligmur langs med Øresundsvej mellem Danmarks næsthøjeste beboelsesbygning (det hvide højhus umiddelbart ved siden af Øresund Metrostation) og krydset Øresundsvej/Amager Strandvej. Hvis planerne ikke laves om, kommer der så en mur mere – Berlinmuren vest for. Det giver helt klart bristede forventninger på Øresund Parkvej og på Sundby Parkvej. Hvis man derimod flyttede etagekvadratmeterne fra Berlinmuren ind midt i den kommende bebyggelse, så ville forventningerne til dette område holde for alle: 1. Kommunen ville få et øget skattegrundlag 2. De kommende beboere i Lergravsvej-byplanlægningsområdet ville kende til bebyggelsesprocenten, højderne, udformningen osv. før de flyttede ind. 3. De nuværende beboere på Øresund Parkvej og på Sundby Parkvej ville få nabobyggeri, der flugtede med de eksisterende bygninger og som ville være i samme højde. Helt som forventningerne blev opstillet før salgstidspunktet. Dermed ville alle parter ende med at få indfriet forventningerne. Så derfor: Væk med Berlinmuren! Med venlig hilsen Lasse Sørensen