Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 26. januar 2015
Svarnummer:
104

Indsendt af

Jannie Madsen

Virksomhed / organisation

Lundehus/Skrammel

Postnr.

2100

By

København

Høringssvar

Som en udløber af folkeskolereformen vil Københavns kommune tage livet af de små fritidshjem herunder Skrammellegepladsen i Emdrup. Verdens ældste byggelegeplads. 72 år i 2015. Kendt og elsket af generationer af familier i lokalområdet. Optaget i den danske kulturkanon som noget ganske særligt. Skrammellegepladsen vækker interesse internationalt og modtager ofte besøg fra udlandet. I dag er Skrammellegepladsen en aldersintegreret institution for børn fra 0. -7. klasse. Børn har andre behov end boglig læring. De har også behov for at lege vildt, at kunne trække sig tilbage, at kunne indgå i andre fællesskaber end klassen og at få tid til at rette op på dagen hvis den har været dum. Hvis man skal følge folkeskolereformens tanker om helhed i børns liv bør man netop satse på at børnene får mulighed for at stifte bekendtskab med de særlige udfordringer og glæder det giver at være store og små tæt sammen gennem mange år. Børnene spejler sig i hinanden og udviser stor omsorg og interesse for de andre. Store som små. Det lange tidsspænd giver en høj grad af aktivt medejerskab, ”det er vores skrammel!” Dagliglivet på Skrammel byder på fantastiske muligheder for læring i pædagogisk trygge rammer. Her får børnene mulighed for at få eller bygge sig et hus og passe deres egen have. De oplever friheden til at brænde sig på en brændenælde, slå sig over fingrene med en hammer lære forhandlingens svære kunst og føle det ægte og direkte demokrati på egen krop og sjæl. Det tilhørsforhold børnene får til eget hus og have og de relationer det er med til at opbygge mellem børnene er specielt for Skrammellegepladsen og giver børnene et rygstød resten af livet. Den stolthed børnene føler når de kommer hjem med egne kartofler og gulerødder er ubeskrivelig og meget glædesfyldt. Ærter man selv har sået smager dobbelt så godt. Børnene på Skrammellegepladsen er udebørn hele sommeren. Det indendørs lukkes ned og alle er ude. Udelivet stimulerer både sanser og motorik. Nogen vander have, andre spiller fodbold og andre igen bygger hus. Konflikter opstår og konflikter løses. Nogen gange regn andre gange sol. Skrammel er så vigtigt i børnenes liv at de vender tilbage gang på gang for at hilse på eller for nogens vedkommende at søge arbejde efter de er stoppet. Nogle kommer endda med deres børnebørn for at vise dem ’mit gamle skrammel’. Spørger man gamle Skrammelbørn hvad de husker fra deres tid på Skrammel optræder ordet fristed gang på gang. Frihed til at være, til at lukke døren og være alene med sin bedste ven. Eller holde fest i eget hus. Rettigheder, men også pligter. Ansvar både for sig selv og de andre. At blive set og anerkendt som den man er af både kammerater og voksne. Den omstrukturering der nu truer i Københavns kommune kan vise sig at få fatale konsekvenser for ikke alene børn og forældre på Skrammellegepladsen, men også for Lundehusskolen og lokalområdet som helhed, idet rigtig mange børn først og fremmest går på den lokale skole fordi fritidstilbuddene er så gode. Risikoen er at man udhuler skolens muligheder for at arbejde konstruktivt med børn fra alle samfundslag. Venlig hilsen på vegne af tidligere medarbejdere på Skrammellegepladsen. Alice Glud pædagog og tidligere skrammelbarn, Lotte Timm pædagog, Arne Tams Jürgensen pædagog, Susanne Rasmusen pædagog, Esben Berg pædagog og tidligere skrammelbarn, Jonas Colin Hansen pædagogmedhjælper, Lauritz Høyen Rasmussen pædagogmedhjælper, Frede Olsen og Mette Breinegaard gårdmænd, Jannie Madsen tidligere leder af Skrammellegepladsen.