Høringssvar vedrørende Lergravsvej - Supplerende høring

Oprettet: 23. marts 2014
Svarnummer:
60

Indsendt af

Jakob Sørensen

Postnr.

2300

By

Kbh S

Høringssvar

Vi har modtaget "Supplerende Høring" fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune. På den baggrund har Ejerforeningen Øresunds Have følgende kommentarer. Helt overordnet er det efter beboernes opfattelse forsvindende lidt, der er blevet ændret - dette særligt i lyset af den massive modstand det oprindelige forslag blev mødt med. Vi vil gerne udtrykke vores skuffelse over, hvad vi som beboere ikke kan opfatte som andet end en skinproces, hvor Skanska har haft fuldstændigt frit spil til at optimere deres egne snævre økonomiske interesser - på de eksisterende beboeres bekostning. Vi kan konstatere, at Lergravsvej - imod beboernes ønske foreslås udvidet. Det er vanskeligt at se ud fra tegningerne, hvor meget ekstra trafik det vil betyde på den i forvejen belastede vej. Endvidere ledes trafikken igennem Øresunds Haves parkeringsplads, der ligger i forlængelse af vores sprudlende gård. Dette vil medføre store gener/farer for de mange legende børn, der netop færdes i den åbne gård. Hvorfor ikke lede trafikken gennem Skanskas eget område via de to tilkørsler fra henholdsvis Øresundsvej og Strandlodsvej? På baggrund af skyggediagrammerne kan vi konstatere, at dele af ejendommen vil ligge i konstant skygge store dele af året. Dette bliver forstærket af, at nogle af de etagemeter der er fjernet i den østlige ende, nu er blevet stablet op i den nordvestlige ende, i form af et fem meter højere tårn. Vi vil meget gerne have en forklaring på de hensyn, der ligger bag, at man vælger at fjerne en del af bebyggelsen fra den østlige ende - for at lægge den til i den nordvestlige ende, der iøvrigt objektivt må fremstå som hårdest ramt af de foreslåede ændringer i udgangspunktet. Den foreslåede bebyggelse fremstår som trapper, der trinvist bliver højere, jo længere bebyggelsen strækker sig mod nord. På den måde er de højeste foreslåede bebyggelser tættest på de allerede eksisterende bebyggelser mod nord - heriblandt Øresunds Have. Ejerforeningen foreslår at bygningerne vendes - således at de er højest mod syd og bliver lavere mod nord. Det er klart at Skanska vil få vanskeligheder med at sælge lejligheder, der ligger i skygge fra deres eget byggeri, men det virker mere fair, at de selv bærer den økonomiske risiko ved at bygge i højden - i stedet for som det foreslåede projekt, der kommer til at skygge for den eksisterende bebyggelse. Dette vil leve (bedre) op til Københavns Kommunes ønske om tættere bebyggelse omkring metrostationerne - og genere de eksisterende beboere mindst muligt. Jakob Sørensen Bestyrelsesformand, Ejerforeningen Øresunds Have