Oprettet: 30. september 2011
Svarnummer:
14

Indsendt af

Gerda Engholm

Virksomhed / organisation

Hellerup Dameroklub

Postnr.

2900

By

Hellerup

Høringssvar

30. september 2011 Høringssvar til kommuneplantillæg og lokalplan – Århusgadekvarteret i Nordhavn Fra Hellerup Dameroklub Hellerup Dameroklub har mange medlemmer bosiddende i Københavns kommune og Københavns havn er et yndet mål for almindelige roture aften og weekender for os. De planlagte kanaler i kommuneplantillægget og lokalplanen med ramper, trapper ned til vandet og træbrygger til anløb for mindre både vil være et attraktivt turmål i sig selv og som pausested undervejs til Københavns havn for os, specielt hvis der var en kanal gennem Nordhavn til Københavns havn. Lommevandrummet i bunden af det nuværende Kronløbsbassin vil være et glimrende sted for fremtidige ro- og kajakklubber i Nordhavn. Vi støtter op om de bemærkninger omkring indretning som andre roklubber har sendt og som er sendt fra Københavnsafdelingen af Dansk Forening for Rosport og Dansk Kano og Kajakforbund. Vi er bekymrede over at besejlingsforholdene fra klubberne nord for havnen for såvel kajakker som robåde vil blive vanskeliggjort med igangsætning af etableringen af den nye krydstogtskaj og containerterminal fra efteråret 2011. Det vil give en kraftig begrænsning af vores rofarvand, men vi er glade for at det trods alt er aftale mellem Københavns Kommune og By & Havn om en ”roernes kanal”. Derfor ser vi også frem til en præcisering af tidsperspektivet for denne kanal. Vi vil opfordre til fremskynding af etableringen af kanalen, så robåde og kajakker kan passere inden om anlægget af krydstogtkaj og containerterminal. Vi ser helst, at kanalen etableres før arbejdet med udvidelsen af Nordhavn påbegyndes eller at der etableres en midlertidig kanal med en anden linjeføring. Vi har tidligere foreslået at kanalen i anlægsfasen føres fra det gamle Skudehavnsbassin til Skudehavnsløbet, som udmunder i Kroneløbet umiddelbart syd for den nye krydstogtsterminal. En meget lang anlægsfase vil betyde, at kulturen omkring ture til og fra Københavns Havn vil gå tabt, hvis roningen må indstilles. Hermed vil havnens rolle som samlende kraft for rosporten i København vil lide unødvendig skade. På vegne af Hellerup Dameroklub Gerda Engholm (bosiddende i Københavns kommune)