Høringssvar vedrørende Fisketorvet tillæg 1 - lokalplan 202-1

Oprettet: 20. september 2013
Svarnummer:
77

Indsendt af

Anja Jacobsen

Postnr.

2791

By

Dragør

Høringssvar

Som tidligere husbådsejer på Skibbroen, har jeg fulgt udviklingen af området gennem 10 år. Da jeg ankom, var det en lille tæt klondyke-agtig enklave af skibe med hver deres historie. Nogle havde boet i området gennem mange år, andre var kommet til sidehen. Fællesskabet var samlet omkring kærligheden for alternative boformer, renovering af de gamle skibe og et socialt fællesskab med ansvar, pligter og sammenhold. Det var en lille oase, som relativt få mennesker kendte eksistensen af. Siden hen blev Havneholmen udviklet og i samme periode gennemgik foreningen Skibbroen en "havnefornyelse", hvor der for første gang i den på det tidspunkt 25-årige historie, blev pålagt regler udefra omkring det at bo på husbåd. Skibbroen sørgede i fællesskab for, at få skabt den lange kaj (Promenaden som I kalder den). Der blev lagt strøm, vand, internet og kloakeret. Broen blev forlænget og alt i alt var det en klar forbedring af området. Men stedet forblev forsat et alternativ til det meste af København, blandt andet i kraft af de mangfoldige skurvogne, med deres kreativ udfoldelse foran. Haven bag skurvognene blev forbedret, men stadig med et strejf af vildsskab over sig. Haven rummer udover en interimistisk legeplads til børnene foreningens bålplads, med plads til meningsudvekslinger og menneskelig nærvær til de sene morgentimer. De seneste år er kendskabet til Skibbroen eksploderet, særligt efter åbningen af Bryggebroen, i kraft af de mange cyklister der passerer. Men også Vesterbro-borgere har fundet vej til Skibbroen, for at nyde den rest af havnemiljø, der kun er få steder tilbage af. Dette fantastiske sted med den unikke historie og forvandling, er gennem den nye "designplan" for området, langsomt ved at uddø. Og jeg kan frygte at den nuværende udvikling af havnen, i større og større grad kun vil inkludere folk med en pæn indkomst over gennemsnittet. Hvilken form for mangfoldighed udspringer der af det. København som er og bør være kendt som en rummelig, alternativ, kreativ og mangfoldig hovedstad, kvæler sig selv og dens åndehuller i havnen, ved igen og igen forære hele herligheden, til en snæver kreds af folk med penge nok på kontoen. Der opstår det ene byggeri efter det andet med egoistboliger og ekskluderende kæmpealtaner. Det er for mig at se, ikke det der efterspørges af mange Københavnere, gæster og turister. De vil have åndehuller, alternative boformer, kunstnerisk udfoldelse og afslappende små oaser, som ikke er designet på forhånd med et bestemt formål. Når jeg læser Jeres plan, bemærker jeg, at I gentagne gange nævner, at "Skibbroen har et særligt præg, er et aktiv for det maritime miljø og skaber liv og aktiviteter på kajkanten". Samtidig skriver I at I "vil sikre muligheden for publikumsorienterede funktioner, for at tilgodese ønsket om at skabe liv og oplevelser". Det I efterlyser her, findes jo allerede i udstrakt grad og der er masser af "publikummer" der dagligt året rundt nyder godt af det. Hvorfor ikke inddrage skibbroens medlemmer i udformningen af "rummet" mellem boliger og kajen. Der er mange års succesfulde erfaringer at bruge af. Når jeg kigger på tegningerne, står det i dyb kontrast med mit virkelighedsbillede af området. Jeg har meget svært ved at se, hvordan der skal blive plads til cykelsti, gangsti, nyttehaver osv. på det snævre stykke der kommer til at være mellem kaj og byggeri. For mig at se, bliver det en cyklistmotorvej og med ringe plads til kreativ udfoldelse. Denne udfoldelse vil I i stedet samle i en klump, direkte ud til en af Københavns mest støjende og forurenede veje og kalde den for "Kvarterpladsen". Livet leves på kajen, det har det altid gjort. At samle det hele i en klump for enden og efterfølgende tro at et par træer og designbænke vil skabe nyt liv på kajen, er i min verden utopi og desværre er der alt for mange dårlige eksempler på dette i forvejen. Hvorfor ikke lære af det? Hvorfor ikke inddrage de mennesker, deres viden og erfaringer, som har levet på kajen gennem mange mange år i udviklingsprocessen? Det er min primære indsigelse mod dette projekt!! Skanska købte Cirkusgrunden for efterhånden mange år siden, så det er ikke en overraskelse, at der nu bliver bygget på den. Men overraskende, at det ender så visionsløst for beboere og publikum. Og som ansvarlig hovedstadskommune burde I sørge for, at endnu et stykke af vores unikke havn, ikke kun bliver til glæde for folk som kigger ud deres vinduer og over deres altan. Men at området mellem kaj og byggeri rummer plads til kreativitet og alternativ udfoldelse for alle Københavnere, gæster og turister. Tilsidst vil jeg lige bemærke, at det er en skændsel, at der tillades SÅ højt byggeri hele vejen rundt om Tømmergraven. Det vil uden tvivl kaste store skygger rundt i området, trods Jeres forsøg på at overbevise os om det modsatte. Gennem mine år på Skibbroen kender jeg indgående solens vej og den får trange kår i fremtiden. På en af jeres skyggeillustrationer ser man da også, at solen i JUNI måned er helt væk fra kajen kl. 19.00. Den måned hvor solen står højest på himlen!!! Hvornår skal livet leves på kajen for beboere og publikum, når solen ikke kan nydes om aftenen? De fleste er trods alt på arbejde i dagstimerne. Se bare hvor overfyldt Islands Brygge er blevet. Udelukkende fordi folk elsker kombinationen af vand og sol. Mit håb er, at I her i sidste minut, vil lytte til beboerne på Skibbroen og til alle gæsterne der allerede kommer der og for fremtidens skyld sænke højden på boligerne, rykke dem bagud og hermed sikre bevaring og fremtidig udvikling af et eksisterende åndehul i København, til gavn for alle.