Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 1 - supplerende høring

Oprettet: 5. august 2015
Svarnummer:
14

Indsendt af

Maja Falkenberg

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Kære beslutningstagere Jeg er imod det nye tillæg 1 til lokalplanen Krimsvej. Som husejer til et dejligt lille rækkehus på Krimsvej 13 er jeg målløs over, at en vedtaget lokalplan ændres radikalt, herefter bliver nedstemt og så igen kommer til høring i næsten identisk genoptryk. VI DRØMTE… Jeg husker stadig tydeligt hvordan min mand og jeg drømte om vores endnu ikke opførte rækkehus efter en junidag at have skrevet under på købskontrakten. Vi brugte meget tid på at nærstudere den oprindelige lokalplan med skyggediagrammer og visning af bygningernes etager. Ud fra simple tegninger kunne vi drømme om vores fremtidige familieliv. Og hertil bekymrede antal etager og skyggegener os, da det ville have stor indvirkning på vores dagligdag på Krimsvej. Dog hjalp det at ”naboen” (krimsvej 15) kun var 1 etages erhverv, hvor der ikke hele tiden ville være mennesker tilstede, samt at det kun var på 1 etage og ikke endnu et højhus. AT BO PÅ KRIMSVEJ… Jeg bor nu på Krimsvej 13 og det er en ambivalent sag. Jeg holder meget af området, af stranden, mit hus og mine naboer, men er målløs over de ting jeg skal opleve som ny husejer i Københavns Kommune, og se hvordan forvaltningen favoriserer de mange boliginvestorers fokus på mere profit fremfor at sætte os beboere i centrum. Vi, der skal leve og bo i denne bydel også efter boliginvestorerne forlader stedet. INDSIGELSER Som husejer på Krimsvej 13 er mine indsigelser mod lokalplansændringerne: 1) At en højere bebyggelse af Krimvej 15 vil skabe store gener mht. skygge og indkig i vores have og grund, som bl.a. er købt med Arkitektgruppens lovning af rækkehus med solrig sydvestvendt have. 2) At tagterrasse og højere bebyggelse af Krimvej 15 vil have stor negativ betydning for indkig og gøre at vores privatliv er endnu mere indsnævret. 3) At ændring fra erhverv til beboelse vil påvirke vores liv i og med at beboerne på Krimvej 15 ikke blot er tilstede i dagtimerne. ØVRIGE SPØRGSMÅL 1) Rekreative områder Der nævnes at området skal være grønt og med fokus på børn og de bløde trafikanter. Hvornår kan vi forvente at se nogle af disse visioner realiseret? Indtil videre ser vi asfalt i stedet for dejlige grønne oaser og ingen legepladser hvor vores børn kan boltre sig. 2) Fokus på bløde trafikanter Min familie og jeg færdes i området på cykel, til fods og med barnevogn, men oplever det på ingen måder som sikkert. Og der er intet gjort for at tilgodese denne gruppe, som helhedsplanen ellers så malerisk beskriver. Jeg er meget nervøs for, at der sker en ulykke, da der er massivt pres på områdets få veje, som selvfølgelig er grundet i den naturlige strømning af flere mennesker samt de mange tunge lastbiler og erhvervsbiler, der kører i pendulfart mellem byggefelterne. BLIVER JEG HØRT? Jeg håber at blive hørt, så politikerne kommer op af stolen og begynder at sætte os beboere i centrum. Lad være med endnu engang at stemme ja til profit og boliginvestorerne. Tænk på os beboere der, efter den sidste håndværker har forladt Krimvej, skal leve vores liv og bruge det område vi har drømt om. Mvh Maja Falkenberg og familie