Høringssvar vedrørende Rentemestervej 17

Oprettet: 14. juni 2015
Svarnummer:
4

Indsendt af

Katrine D. Rasmusen og Søren B. Andreasen

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Som nabo til byggeprojektet Rentemester 17 har vi følgende kommentarer til kommunens orientering af 20. maj 2015. Friarealer (jf. § 9, stk. 1.): Som argument for at tillade dispensation fra bl.a. lokalplanens krav om friarealer til ophold nævnes det, at der ved at etablere fælles friareal på ejendommen og naboejendommen tilføres væsentlig kvalitet til den samlede bebyggelse. Det er kun muligt at anvende friarealet mellem bebyggelserne til opholdsareal, ved at der samtidig etableres vendeplads på en del af naboejendommens areal. En væsentlig pointe i denne sammenhæng er, at denne aftale er vedtaget på en generalforsamling i Rentemestergården, men med kraftig modstand fra de parter der er direkte berørte er, at der etableres vendeplads på det opholdsareal som i dag ligger ud for Thoravej 4 og 6. På de ekstraordinære generalforsamlinger der har været i forbindelse med byggeprojektet på Rentemestervej 17, blev det oplyst af bygherre, at såfremt Rentemestergården ikke gav tilladelse til varelevering af den private vej Thoravej 4-10 (den vej, som udgør friarealet mellem bygningerne), ville bygherre gå rettens vej for at vinde hævd til at bruge vejen til varelevering. Rentemestergården nedstemte bygherres ret til at bruge vejen Thoravej 4-10 til varelevering og på denne baggrund blev der i stedet indgået aftale om etablering af vendeplads på det grønne areal foran Thoravej 4 og 6. I orienteringen fra Københavns Kommune fremgår det, at dispensation fra lokalplanen kan gives udelukkende fordi der etableres friareal på vejen mellem de to ejendomme. Det fremgår altså at såfremt friarealet Thoravej 4-10 skulle benyttes til varelevering og ikke omdannes til opholdsareal ville der ikke kunne gives dispensation fra lokalplanen. Denne problemstilling er aldrig kommet beboere i Rentemestergården for øre og aftalen om vendeplads er derfor udelukkende indgået på baggrund af trussel med advokat. Havde beboerne været vidende om, at byggeriet kun kunne vedtages ved at etablere opholdsareal på det berørte område, kunne udfaldet af dialogen med bygherre og den endelige resultat meget vel have været anderledes. Som nærmeste nabo til byggeriet og som ejere af en lejlighed, der ligger ud til det grønne areal, hvor der skal etableres vendeplads, føler vi os på aller groveste vis ført bag lyset af bygherre. Sikkerhed: Ved at etablere vendeplads på det grønne areal foran Thoravej 4-6 opstår der ligeledes en række sikkerhedsspørgsmål. Etableres der vendeplads som forelagt for kommunen vil der 3 gange dagligt være vareleverance til Lidl (derudover kommer skraldebiler og afhentning af pant samt afhentning af skrald i Rentemestergården). Det betyder, at en lastbil flere gange dagligt skal bakke forbi ind- og udgangen til Thoravej 4. Der er kun 1,5 m udgangsareal foran Thoravej 4 og intet fortov, der giver mulighed for at færdes bare en smule afskærmet fra disse bakkende lastbiler. Taget i betragtning at de lastbiler, der kommer bakkende højst sandsynlig ikke er af den små slags, udgør dette en alvorlig sikkerhedsrisiko. Som børnefamilie vurderer vi, at denne risiko er ALT for stor til at vi tør løbe den og har som direkte reaktion på kommunens uden forbehold godkendelse af vendepladsen set os nødsaget til at sælge vores lejlighed. Vi tør ganske enkelt ikke at lade vores barn gå ud af en hoveddør, der fører direkte ud til bakkende lastbiler. Spørgsmålet om brandsikkerhed er også aktuelt. Etableres der opholdsareal mellem de to ejendomme må dette nødvendigvis ske med hensyntagen til, at dette friareal også fungerer som brandvej. Der er derfor begrænsninger for, hvordan dette opholdsareal kan anlægges. Der foreligger pt. ingen konkret plan for opholdsarealet og vi henstiller derfor til at det tages med i overvejelserne, at området altid vil skulle fungere som brandareal og der derfor stilles begrænsninger til anlæg af opholdsareal. Nedlæggelse af opholdsareal foran Thoravej 4-6 Etableres der en vendeplads foran Thoravej 4-6 skal sikkerheden også tænkes ind her. I aftalen ligger det, at bygherre etablerer afskærmning mod vendeplads efter Rentemestergårdens ønsker, men der er ikke oplyst hvilket budget der er allokeret til dette. Flere lejligheder har direkte adgang til dette areal via havedør og privat terrasse og som beboere i Thoravej 4 er dette vores nærmeste grønne areal og derfor oplagt at bruge fremfor gårdene i Rentemestergården. Det vækker dog bekymring at der ikke ligger en konkret plan for afskærmning af det grønne areal fra vendepladsen. Derudover kan der ligge en forringelse af lejlighedernes værdi, når der etableres vendeplads på det grønne areal, som i dag anses for et plus for lejlighederne med terrasse/altan ud mod Thoravej. En bekymring vi er stødt på hos potentielle købere af vores lejlighed. Venlig hilsen Katrine D. Rasmussen og Søren B. Andreasen