Oprettet: 25. maj 2015
Svarnummer:
67

Indsendt af

BONNIE R MÜRSCH

Virksomhed / organisation

ADVOKAT

Postnr.

1123

By

København K.

Høringssvar

Ved opførelsen af Tivolis indgangsport i 1890 blev den flankeret af to lange sidebygninger, der i højden flugtede med portens kuppel. Samlet dannede det en prægnant afgrænsning af Tivoli mod Vesterbro Passage. Stilmæssigt signalerede anlægget eventyr, med porten i midten som adgang til herlighederne, men også harmoni i proportionerne. Tivoli har gennem årene været et centralt element i Københavns markedsføring af sig selv. Der er ingen forventning om genskabelse af sidebygningerne i deres oprindelige udgave, men der er en forventning om, at Københavns kommune i sin administration af byggetilladelse tilstræber det ypperste, hvis Tivoli-selskabet ikke selv gør det. De fremlagte skitser tager lån af Dansk Industris uheldige glaspalads tilsat lidt Tranbergske bueformer fra det nye Scala-byggeri. – Det er for uambitiøst, og får Tivolis hovedindgang til at ligge som en anakronistisk undskyldning for sig selv. For år tilbage fik Tivoli helt berettiget den fornemme Europa Nostra-pris for den forbilledlige istandsættelse af indgangspartiet. Anbefalingen må være, at man med afsæt i den oprindelige proportionering når frem til en løsning, der forener respekten for indgangsporten med hensynet til Vesterbro Passage. Bonnie R. Mürsch Tidl. formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse