Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 30. april 2015
Svarnummer:
680

Indsendt af

Eva Gregersen

Virksomhed / organisation

Pingvinen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Mit barn, Ulrik, er en glad, klog, nysgerrig dreng på 6 år, som lige er startet i fritidstilbuddet Pingvinen. Han er ressourcestærk og vil formentlig klare de situationer han møder livet igennem. Sådan har jeg i hvert fald ofte tænkt. Men med skiftet fra børnehave til fritidshjem er der alligevel nogle ting der for alvor er gået op for mig. Trivsel kommer ikke af sig selv. Vi har været heldige indtil videre men i Pingvinen er det tydeligt hvor stor en forskel pædagogernes engagement gør. Der er mange børn og der er mange aktiviteter. Mange lege og mange spørgsmål - men der hersker en generel konsensus om at man opfører sig ordentligt og giver plads til hinanden. Det efterlader mig med et dejligt indtryk af ro midt i al virvaret. Det er pædagogernes fortjeneste - ingen tvivl om det. De kaster klubben ind i alle vores hjem med deres kreative påfund og deres engagement. De kræver nærvær fra forældrene og de giver nærværet videre til vores børn. Loppemarkeder, cafe'er, dans, tegning, bagning, lotteri og selvfølgelig koloni i efteråret. Jeg er imponeret over pædagogernes arbejdslyst. De er voksne mennesker med evnen til at tænke selv og de VIL Pingvinen. De gør en forskel for mit barn - og for os som familie. Mit barn kan ikke fortsætte med at være et barn i trivsel hvis han skal være i et system der belaster ham og de andre børn for hårdt. Hvis denne omorganisering spænder remmen for stramt om pædagogerne og børnene så brister den fine kontakt mellem dem. Det er svært at være nærværende med en fraværende ledelse og med en overflod af trætte børn, der ikke kan huske alle vikarernes navne. Alle i mennesker der har børn; kig på dem når I henter dem fra institutionen og spørg jer selv: hvor mange mennesker i dag har virkelig set mit barn? Med tanke på skolereformen synes jeg vi har brug for, at beholde alle de åndehuller, der findes, med ro og overskud. Pingvinen er et sådan sted. Kære I der står med den endelige beslutning; det er enkelt - giv slip. De har til overflod bevist, at de selv kan bestemme. Venlige hilsner Eva