Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 30. april 2015
Svarnummer:
592

Indsendt af

Lise Uldall-Poulsen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Høringssvar Skolen ved Sundet er en fredet skole. Og der er ikke plads til alle fritidshjemsbørn på skolens fritidshjem – heller ikke, når børnehave- og klubafdelingen placeres andetsteds. Der bliver derfor nødt til at være et andet fritidshjemstilbud til børnene i indskolingen, som supplement til Skolefritidshjemmet ved Sundet. Jeg anbefaler, at det andet fritidshjemstilbud til børn, som går på Skolen ved Sundet bliver Fritidshjemmet Marengovej. Fritidshjemmet Marengovej er et yderst velfungerende fritidshjem. Der er nærvær, tryghed og ro. Personalet er engageret i deres arbejde og glade for at være der – og det smitter af på alle børnene, der går der! Desuden har fritidshjemmet et tæt og velfungerende samarbejde med Skolen ved Sundet. Afstanden mellem skolen og fritidshjemmet er ikke et problem. Den daglige gåtur fra skolen til fritidshjemmet er kærkomment for børnene efter mange timer på skolebænken – og en god måde at omstille sig fra ’læringsrummet’ til ’fritidsrummet’. Desuden er det sundt for ungerne med gåturen – og de lærer at begå sig i trafikken. De børn, som ikke trives i skolen (11,8 % af elever i indskolingen har problemer med deres skoletrivsel ifølge rapporten ’Børns trivsel ved indskolingen’, en temarapport om børn indskolingsundersøgt i skoleåret 2012-2013, som er lavet i samarbejde mellem Statens institut for Folkesundhed og sundhedsplejersker) har også stor gavn af et fritidshjemstilbud, som ligger væk fra skolen. På Fritidshjemmet Marengovej har de en mulighed for at komme væk fra de trivselsproblemer de har i skolen og få et frirum – i de trygge rammer, som fritidshjemmet skaber. Ved at bevare Fritidshjemmet Marengovej vil de forældre, som er bekymrede for storinstitutioner have en mulighed for at vælge et mindre fritidshjemstilbud. Et fritidshjemstilbud med nærvær, ro og overskuelighed. Og børn med særlige udfordringer kan få et pasningstilbud, hvor der er tryghed fordi de kender alle – både de voksne og alle børnene.