Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 29. april 2015
Svarnummer:
500

Indsendt af

Mikael Vidar Jacobsen

Virksomhed / organisation

Emdrup Søgård fritidshjem

Postnr.

2100

By

København Ø.

Høringssvar

Kære Københavns kommune. Min søn Oskar skal starte på Emdrup Søgård fritidshjem d. 4. maj - og han glæder sig. Han har gået i Søgårds børnehave, og hver dag set de store børn i fritidshjemmet og hilst på personalet. Børnehaven og fritidshjemmet har et godt og naturligt samarbejde, som gør Oskars institutionsskift legende let. Som jeg har forstået det, så vil kommunen ændre fritidshjemmet på Emdrup Søgård til rent fritidscenter med større børn, men dette har jeg svært ved at se argumenterne for. I Emdrup Søgård, er der både vuggestue og børnehave - og så er et fritidshjem et naturligt næste skridt i velkendte rammer. Emdrup Søgård er velfungerende, vellidt, efterspurgt og populært. Jeg kan dog forstå, at RYAC som ligger godt to kilometer væk fra skolen, fortsat skal være fritidstilbud og klub. Var idéen med manøvren ikke, at samle tilbuddene? Der ligger flere brugbare institutioner tættere på skolen. Jeg har selv valgt Emdrup Søgård, som også er et stykke væk, men ikke længere end kort gåtur på små sikre veje. Hvorfor er Søgård taget ud af planen? Kunne det ikke bedre forsvares, at kun klubbørn skulle tage den lange tur til RYAC? Det er min opfattelse, at klubberne i området netop har succes fordi de er selvforsynende med børn - dvs. at der i klubbernes huse også er et fritidshjem. Store fritidscentre, kan måske give bedre tilbud, men hvad er gode tilbud uden børn? Jeg kunne godt frygte, at mange børn og unge helt fravælger centrene i fremtiden, grundet manglende tilhørsforhold. Har det været debatteret? Har I spurgt personalerne derude? Jeg vil vente spændt på at høre afgørelsen for min søns skæbne i fritiden. Skal han mon flyttes? Dette har skabt stor usikkerhed og dermed også utryghed. Jeg håber, at I vil respektere mit valg af institution, og lade min søn gå på det fritidshjem, som han har glædet sig til sammen med sine venner fra børnehaven. M.v.h. Mikael Vidar Jacobsen