Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Da jeg skulle vælge et fritidshjem til min søn valgte jeg Kastaniehuset af flere årsager. For det første blev jeg på Guldbergskoles fritidshjem mødt af pædagoger, der virkede uengagerede, for det andet lod de fysiske rammer noget tilbage at ønske. Klasselokalerne var inddraget pga. overbelægning, og indtrykket var først og fremmest, at dette var et sted, hvor børnene blev opbevaret. Og hvem kan være tilfreds med det? Forhåbentlig ikke Københavns Kommune. På daværende tidspunkt var Kastaniehuset endnu ikke færdigbygget, men de pædagoger, som viste tegningerne frem gjorde det med så stor overbevisning, at jeg ikke var i tvivl om, at dette ville blive et sted, hvor min søn ville blive set. Man havde en klar og dybt empatisk pædagogisk linje og lokalerne samt legepladsen syntes på tegningerne indbydende og som et sted, jeg ville nyde at tilbringe dele af min dag. Jeg er ikke blevet skuffet. Lokalerne er lækre og indrettet med omtanke, og samtidig er pædagogerne dybt engagerede og lægger stor omtanke i de aktiviteter, som de tilbyder børnene. Her har man til min store glæde fravalgt, at børnene skal have et computerrum, fordi de først og fremmest har brug for at bruge deres fantasi, bevæge sig og interagere med hinanden på kryds og tværs. Samtidig forsøger pædagogerne også hele tiden at udfordre dem. Som forælder er det en stor glæde at vide, at ens søn ikke forsvinder ind i skærmen, så snart han træder ind på "fritten". Der er allerede alt for mange skærme i både børns og voksnes liv. At skolereformen har gjort børnenes tid i fritidshjem og SFO kortere kan ikke komme som nogen overraskelse, og derfor undrer det mig, at man ikke er gået i gang med effektiviseringsprocessen tidligere, men nu gerne vil have den overstået på alt for kort tid. Er man ved at liste heldagsskolen ind ad bagdøren? Er det tanken, at børnene blot skal opbevares på skolen, når de ikke bruger den til at modtage undervisning i? Det er skolernes lokaler slet ikke indrettet til, og det vil i så fald kræve, at man bruger penge på at indrette dem til formålet. Fornemmelsen er, at dette først og fremmest er en spareøvelse, hvor de pædagogiske hensyn ikke blot er trådt i baggrunden, men fuldstændig veget. Hensynet bør ikke være til pengene, men til vores børns ve og vel. Jeg savner en kommune, der sætter børnenes behov først og dernæst vurderer, hvordan disse behov kan opfyldes på økonomisk forsvarlig vis. Ønsker man at forældrene skal flygte til privatskolerne? Så er man godt i gang med at starte denne proces. Jeg håber, at I vil have modet til at gentænke hele omstruktureringen med børnenes bedste i tankerne og mod til at give det den tid, som der er brug for. Med venlig hilsen Sarah Kott