Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 27. april 2015
Svarnummer:
281

Indsendt af

Ninna Barnkob Ottosen

Postnr.

2300

By

KBH S

Høringssvar

Høringssvar fra Ninna Barnkob Jeg skriver, da jeg er stor modstander af at lukke fritidshjemafdelingen i Krudtuglen. Al forskning peger på, at nærværet, roen og støtten til det enkelte barn og ”legegruppens” dynamik bliver udvandet i store institutioner. Vi har hørt fra en nær kilde, hvis barn der pt går på Skibet, at børnene føler at Skibet er for stort til at de selvstændigt kan udfolde sig. Filosofien om, at mange børn og talrige aktiviteter skaber kreativitet og frihed, er en illusion. Det har tværtimod den modsatte effekt: - at børnene klamrer sig til hinanden, fordi de er bange for at stå alene i al børnekaoset. - at de reelt kun benytter få aktiviteter, fordi de ikke kan overskue at give sig i kast med dem, da de få, men trygge kammerater, som de tilfældigvis er blevet venner med, skal blive enige om, hvilken aktivitet de skal vælge – dette hæmmer dem til at vælge selvstændigt! - at der ikke er nærhed og hjælp at hente hos pædagogerne, fordi de sjældent er ”tæt nok på” til at opleve, hvad der foregår. Jeg er forældre til Asbjørn på 5 år og Freja på 8 år. Begge børn går i Krudtuglen. Freja går pt i fritidshjemmet, hvilket hun trives utroligt godt med! Hun finder pædagogerne yderst professionelle og inspirerende og hun føler sig tryg og udfordret af de mange kreative tilbud til hende, såsom krearum, historiefortælling, salsaundervisning, sportsaktiviteter, spilletid (skak, stratego, backgammon) sløjd og jeg kunne fortsætte. Hun fortæller, at hun er glad for det miljø-og psykiske skift der er mellem skoletid og fritidshjemtid – hun føler sig fri og set i Krudtuglen – Det er hendes frirum, hvor hun føler tryghed og voksennærhed. Dette mener jeg ikke Skibet kan give hende. Udover det er Krudtuglens pædagoger også særdeles gode til at udrede konflikter og intriger mellem børnegruppen, fordi de hele tiden er tætte på børnene og kender dem utroligt godt. Min søn Asbjørn på 5 år, er en meget livlig dreng, der ofte kommer i konflikter og skal have meget firkantede regler og voksenkontakt. Jeg er meget bange for at skoletiden for ham vil blive svær, og derfor gør det mig utryg og ked af det, når jeg tænker på, at han skal tilbringe så mange timer i kaos og i skoleregi. Vi oplever nemlig at Freja leger med nogle andre børn i Krudtuglen end hun gør i skolen, og derved får hun andre sociale kompetencer og udfordringer. Hun kan være ”dårlig i skolen” men en helt i fritidshjemmet, og derved få et godt selvværd! Forstår I min pointe? Forestil jer, hvis et barn har svært ved det faglige og sociale i skolen, og bliver mobbet. Det barn skal gå i samme relationer dagen lang og være ulykkelig. Af samme årsager går vores børn til mange fritidsinteresser og vi bakker op om de sociale bånd, der knyttes disse steder, da dette kan være et frirum og et hellested, hvor man er fysisk aktiv og har det sjovt, og ikke har den udfordrende hverdag sammen. Hellestedet er skiftestedet fra skole til fritidshjem. I fritidshjemmet er det andre kompetencer der gælder. Sammenlæg derfor de tre selvejende fritidshjem under én enhed; to af disse er integrerede institutioner som rummer børn fra 0–10 år på Islands Brygge. Disse institutioner indgår enten forpligtende partnerskab, fusionerer eller som Institutioner i et Netværk. Med dette scenarie bibeholder man de små enheder i det store - men enheder der giver forskellige tilbud og muligheder omkring Islands Brygge skole - og forældrenes frie valg og aldersintegrationen bevares. ” Mvh Ninna Barnkob