Høringssvar vedrørende Carlsberg II tillæg 5 - lokalplan 432-5

Oprettet: 6. april 2015
Svarnummer:
9

Indsendt af

Andreas B. Iversen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Carlsbergs nye hovedsæde ser ud til at blive et rigtig flot byggeri, der falder godt sammen med omgivelserne. I den nuværende model af bygningen falder den niveaumæssigt mod øst og syd, men har kun et enkelt niveau fald mod vest (v. parkeringsplads). Det ville både arkitektonisk se fint ud, hvis bygningen også faldt mere mod vest, så der var mere sammenhæng med de omkringliggende villaer. Samtidigt ville det give en mindre brat overgang til os som nabo. Den nuværende parkeringsplads til Carlsberg Laboratorium har lavt siddende belysning, som jeg også vil sikre mig at den ’nye’ parkeringsplads (og kælder) får. Den nye parkeringskælder vil have plads til flere hundrede biler, og det må forventes, at der vil være en del trafik ud og ind på hverdage. Der må meget gerne arbejdes på en belægning, som giver mindst mulige støjgener ved ud- og indkørsel. Busstoppestedet udfor Valby Langgade 3A blev for et par år siden flyttet længere mod øst (tættere på Gamle Carlsberg Vej), så det generede os mindre. Den nye lysregulering ved Gamle Carlsberg Vej har skabt en del mere kødannelse, og jeg vil opfordre til at stoppestedet blev flyttet til mellem Gamle Carlsberg Vej og Ny Carlsberg Vej, hvor der nu er nogle parkeringspladser. Dette vil give en bedre trafikafvikling, og fortsat ligge tæt for beboerne i kvarteret og ikke mindst ansatte hos Carlsberg. Stoppestedet ved Kammasvej kunne evt. nedlægges.