Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 5. februar 2015
Svarnummer:
473

Indsendt af

Sine Tofte Hannibal

Postnr.

1663

By

København V

Høringssvar

Kære politikere i Børne- og ungdomsudvalget Jeg er mor til tre børn på Vesterbro, og daginstitutioner har været en fast og stor del af hverdagen de sidste 10 år. Jeg er en stærk fortaler for, at børn går i institution, og jeg har været utroligt glad for de institutioner og den pædagogisk faglige ekspertise, jeg har mødt alle steder. Nedskæringer og overnomering er blevet håndteret utrolig fint, så mine og andres børn stadig har haft en god og tryg hverdag, og jeg er som forælder indstillet på at arbejde med ift. de ændringer, der dukker op løbende. Men det forslag omkring Fremtidens Fritidstilbud, I har sendt i høring, kan jeg under ingen omstændigheder tilslutte mig, da det for mig intet har med hverken børn og unges trivsel eller et kvalificeret pædagogisk pasningstilbud at gøre - det virker som en ren spareøvelse, og det, I stiller os familier i udsigt, tangerer ren opbevaring. Og det er trist. Hvis 1:1-modellen gennemtrumfes, mener jeg, at det er helt afgørende, at der bliver ligeværdighed mellem skoleleder og KKFO-leder. Jeg mener, at en organisering af fritidshjem indenfor klynger og netværk kan være en medvirkende faktor ifht. at skabe denne ligeværdighed. Nogle steder som f.eks. Vesterbro, hvor mine børn går i skole og fritidshjem, kan der blive tale om et lokalefællesskab mellem skole og KKFO. Hvis det bliver en realitet, vil jeg gerne vide, hvordan I vil sikre, at der bliver skelnet mellem skoletid og fritid, hvis alle børn skal være på skolens matrikel fra 7-17? Det vil stille store krav til indretning af lokalerne, hvis de skal kunne udgøre både klasselokale og fritidshjem. Fritidshjemmene udgør i dag en frizone for mange børn, et sted, som er noget andet end skolen. For mit mellemste barn er tanken om eftermiddagen og frirummet i fritidshjemmet, hvor der kan leges uden voksenstyring, ofte det, der får ham op om morgenen. Hvordan vil I sørge for, at der fortsat bliver en tydelig forskel på børnenes skoleliv og fritidsliv, hvis begge dele foregår i det samme lokale? Hvilke krav vil der være til hhv. inde- og udearealer på de nye, store KKFO’er? Pt er der ingen krav om udearealer ifm. en KKFO - hvordan vil I forklare trivsel uden mulighed for at komme ud? Tror I, at børn bliver dygtigere, mere sociale eller mere lykkelige af at blive samlet på ét stort fritidshjem på skolens matrikel? Hvorfor ikke se på kvalitet, mangfoldighed og forældretilfredshed frem for på, om der er 100 eller 500 meter mellem skole og fritidshjem? For mine børn har den daglige gåtur mellem Tove Ditlevsens Skole og Saxogårdens Fritidshjem en vigtig funktion på flere måder; - der sker et fysisk skift fra skole til fritidshjem, som børnene sætter stor pris på - de trænger til at komme ud af skolerammen - de får luft og motion - de får vendt dagens gode og mindre gode ting med kammeraterne, mens de går - de får talt med pædagogerne fra fritidshjemmene, som de er mere knyttet til, end lærerne Som det fremgår af høringsmaterialet, er situationen omkring Tove Ditlevsens Skole ikke nem at løse på en hensigtsmæssig måde. Høringsmaterialet formår ikke at opstille nogle gode løsningsmodeller – og på så spinkelt et grundlag, som materialet er ifht. konkrete scenarier, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan en stor KKFO kan blive etableret netop her. Jeg vil derfor opfordre jer til, at I laver en lokalt forankret 2. høringsrunde, når der foreligger nogle mere gennemarbejdede og konkrete forslag til de mange steder i byen, hvor det ikke ligger lige for at implementere 1:1-modellen. Og jeg er sikker på, at I ved at invitere til en reel og åben debat med de berørte fritidshjemsledere, pædagoger og forældre, vil kunne finde frem til nogle bedre lokale løsninger i forbindelse med en 2. høringsrunde, end det, der lægges op til i den nuværende. Med håbet om fortsat dialog og et ønske om, at også I ønsker den bedste frem for den billigste eller mest prestigefyldte løsning, Sine Tofte Hannibal