Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 21. januar 2015
Svarnummer:
73

Indsendt af

Jannie

Virksomhed / organisation

Pædagog på Fritidshjemmet Marengovej

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Bevar de små fritidshjem. Arbejdsglæde... tænk… Som pædagog på Marengovej, et lille fritidshjem på Amager med 75 børn og klub med 40 børn, tager jeg hver dag på arbejde. Jeg ved at mine kollegaer møder ind hver dag med den samme arbejdsglæde som jeg. Gennem mange år har vi opbygget traditioner som f. eks Lucia optog med 3.kl., julefest for børnene, fastelavnsfest og koloni hver sommer. Ligeledes har klubben deres egne traditioner. I det daglige har klubben og fritidshjemmet et tæt samarbejde, som alle nyder godt af. Arbejdsglæde for den enkelte pædagog vægter vi meget højt. Det gør jo, at alle bidrager med et stort arbejde i dagligdagen, for at skabe et sted hvor det er dejligt og trygt at være for både børn og voksne. Vi skaber nærvær/omsorg/sjov og ballade i den daglige og vigtige kontakt til det enkelte barn og dets forældre. Forældre kan roligt passe deres gøremål og vide at deres barn har nogle gode timer på fritidshjemmet og i klubben. Vi skaber rammer for leg som vi vægter meget højt. Både indendørs, men bestemt også udendørs på legepladsen i næsten al slags vejr. Vi har en bus som vi kører ud i naturen i og går på opdagelse. Vi tager på fisketur med en lille gruppe børn på Amager Strand, når hornfisken er på spil. Vi har skabt plads til at den enkelte pædagog, kan fordybe sig i små grupper: spille brætspil, spille musik med børnene, danse fjollet, tegne, male eller bare have tid til at snakke med det enkelte barn. Og---- meget vigtigt, at vi har tid til at løse konflikter børnene imellem på en ordentlig og omsorgsfuld måde. Vi bor ca. 1ooo m. fra skolen, og har selvfølgelig følgeordning for de mindste klasser. Vi går så i samlet flok, to og to. Det tager ca. 2o min. I medvind. Vi får gang i blodomløbet. Vi ser os for og lærer at gå over vejen. Børnene skiftes til at gå forrest og sammen med den voksne sørger de for at alle kommer sikkert over vejen. De største børn går selv. Fri for voksne. De har 3o min. inden vi reagerer. De går tit langsomt, de sludrer, venter på hinanden, kigger på en kat osv. Hjælp kan de altid få da følgeordningen er lige i nærheden. Vi forventer selvfølgeligt at børnene altid går eller cykler ordentligt ned til fritidshjemmet og klubben. Efter en lang skoledag modtager vi børnene på fritten og klubben. De bliver mødt af et hej og et smil fra den voksne der krydser børnene af. Alle værksteder er åbne, mange benytter dem, andre gør ikke, vi har ingen tvang. Det er meget vigtigt for os at børnene også har tid til leg og vi hjælper gerne med at skabe gode venskaber igennem legen. Vi har mange børn der bare leger og på legepladsen er der tit fælleslege. Vi har plads til det forsigtige/stille barn, vi ser det, og støtter op omkring barnet bl.a. igennem leg i små grupper. Hvis støjen bliver for meget, har nogle børn brug for et frirum. Kontoret har en sofa og der er en million børnebøger. Her kan de få fødderne op. Så får de også lige en sludder med vores leder der altid har tid. Lektie caféen har mange børn. De er fordelt i små grupper. Der arbejdes flittigt under rolige forhold. Alle har kontakt med en voksen inden de igen går ud og leger. I fællesskab bliver lektierne lavet og alle ved hvad de skal. Det kan tage tid at få nye venskaber. Når man som ny fritterbarn starter, er verden meget stor og det hele er nyt og for mange lidt utrygt. Et lille fritidshjem som vores, kan da kun være en fordel for et lille barn på 5/6 år. Her må vi da som et lille fritidshjem, være tættere på de nye forældre og i fællesskab med dem, give barnet en god start på et nyt og spændende kapitel i deres liv. Arbejdsglæde... ja, tænk... i mange år har jeg været på mit fritidshjem. Stadigvæk går jeg glad på arbejde hver dag. Jeg ved jeg har rigtige gode kolleger. Jeg ved at vi på vores lille frit og klub møder glade børn der leger og leger og leger… Livsglæde… Voksne der både griner og græder. Er det ikke bare det, det hele drejer sig om… Gode kolleger, glade forældre og ikke mindst glade og trygge børn. Det er jo trods alt dem vi skal bygge vores fremtid på. BEVAR DE SMÅ FRITIDSHJEM.