Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 21. januar 2015
Svarnummer:
71

Indsendt af

Inge Troest

Virksomhed / organisation

Inge Troest

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Vedr. Fremtidens fritidstilbud. Kære kommune. Folkeskolen skal være for alle. Men kæmpe institutioner er altså ikke for alle. Jeg frygter for hvilken betydning det har for vores børns ve og vel, at de skal være sammen med flere hundrede børn hver dag i lange dage. Især de børn, der er introverte, sensitive og alle dem, som folkeskolen i øvrigt forsøger at rumme via inklusion. Når man laver kæmpe institutioner, hvor man samler flere hundrede børn, så tilgodeser man jo slet ikke alle elever. Langt fra. Mindre fritidsklubber er et frirum og et helle for de børn, som sidder i kæmpeklasser på kæmpeskoler med fire spor eller mere og ikke bliver set eller hørt og som har behov for ro og mindre fællesskaber og kontakt til en voksen. Mit barn hører til Guldberg skolens distrikt og skal efter planen starte der til sommer, hvor der sandsynligvis oprettes mindst fire spor per klasse. Med mindst fire spor og tre klassetrin i indskolingen, så bliver det jo til mindst trehundrede børn og sikkert flere. Hvis I lukker de fritidstilbud, der ligger på andre matrikler end selve skolen og ”Universet”, hvilke lokaler er det så meningen at børnene skal opholde sig i efter skoletid? Klasselokalerne, som er indrettet til klasseundervisning? Universets lokaler som allerede er overtegnet? Hvor skal børnene opholde sig? Hvor skal de finde fred og ro. I skolegården…? På gangene? På trapperne? I nævner at lokalområdets og skoleområdets faciliteter skal inddrages. Hvilke lokaler er det så helt præcist I tænker på ift Guldberg skole? Hvis der ikke er plads på skolens område, vil I så transportere børn rundt mellem lokaler ude i lokalmiljøet? Hvordan skal det hænge sammen med den personale nomering der er i de kommunale tilbud… ? Når man samler så mange børn på én matrikel i lokaler, som ikke er egnet til fritidsordninger og uden at tilføre ekstra ressourcer til udbygning, renovering og personale i form af flere pædagoger og lærere så vil der sandsynligvis ikke komme mere kvalitet i de kommunale tilbud – jeg tænker det modsatte vil være tilfældet. Der er altså ikke meget ”nærhed, omsorg og trivsel” i de nuværende lokaler. Og slet ikke ”mindre steder og rum, som de (børnene) kan trække sig tilbage til”. Hvordan hænger det sammen med at vi skal have verdens bedste folkeskole? Hvordan skal børnene blive dygtigere under de vilkår? Eller bare trives? Jeg gad godt se kommunalpolitikkerne overleve og lære noget under de forhold, som I påtænker for vores børn. Jeg mistænker, at dette udelukkende handler om at spare. Men jeg synes ikke vi skal spare på uddannelse og ordentlige forhold for vores børn, når de går i skole/sfo. Hvis formålet er at få flere til at vælge private skoler for at kommunen kan spare penge ad den vej, så er det altså en falliterklæring. Der skal være gode kommunale skoletilbud til alle. Store som små. Sarte som stærke. Mvh Inge Troest