Oprettet: 10. marts 2010
Svarnummer:
191

Indsendt af

Martin Jørgensen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg var til borgermøde om Broerne over Inderhavnen den 4. februar, har læst lokalplansforslaget og en del af de andre høringssvar på denne side. Generelt mener jeg at debatten er fordrejet og forplumres af en del hovedløse argumenter om færger, tunneller og andre fantasier. Forslaget drejer sig om en bro-løsning der kan kæde Christianshavn sammen med indre København for cyklister og fodgængere, og som Mærsk har tilbudt at finansiere delvis. Derfor er der ikke nogen grund til at diskutere andre fantasifulde løsninger, som efter min personlige mening også vil være ringere løsninger set fra cyklisterne og fodgængernes synspunkt. Spørgsmålet er derfor: Ønsker vi Broer over Inderhavnen eller ønsker vi den ikke? Hvis vi ønsker den er vi så tilfredse med det fremlagte forslag? Personligt mener jeg at det er en fremragende ide, at lave en bro for cyklister og fodgængere over inderhavnen. Jeg kan se utroligt mange positive perspektiver i forslaget, både for de trafikanter der vil benytte broerne hver dag på grund af arbejde eller studier, men også for turister og københavnere med rekreative formål. En forbindelse over Inderhavnen vil binde København sammen på en ny og tiltrængt måde. Der er nok desværre ingen tvivl om at det fremstillede forslag vil betyde ringere forhold for fritidssejlerne med mastebåde. Jeg er selv ejer af en en sejlbåd og holder meget af at tage ud på vandet med den. Men uanset hvor meget jeg holder af sejlsporten og ønsker de bedste vilkår for bådene, så vejer alle de positive forhold for de tusinder af cyklister og fodgængere, studerende, arbejdende og turister langt tungere end nogle få hundrede fritidssejleres problemer. Hvorvidt den valgte bro-løsning er den bedst mulige, æstetisk smukkeste eller billigste kan muligvis diskuteres - det har jeg ikke nok forudsætninger til at udtale mig kvalificeret om. Men jeg kan sige, at ud fra hvad jeg har læst og set om forslaget, så glæder jeg mig til at kunne cykle over Inderhavnen på de nye broer!