Oprettet: 9. marts 2010
Svarnummer:
189

Indsendt af

Cecilie Weinholt-Ludvigsen og Martin Esmark

Postnr.

2200

By

KBH N

Høringssvar

Det er en pseudokamp, der lige nu foregår mellem Københavnerne, som er delt i to lejrer: Dem indefor og dem udenfor forvaltningsmurerne. For det vi i virkeligheden allesammen stræber efter er jo at gøre København til en endnu mere imødekommende og venlig by at være i. Derfor er der ingen grund til at skabe løsninger, der har en direkte skadelig konsekvens for en del af det København, der tiltrækker både turister og ressourcestærke skatteborgere. Det er selvfølgelig den helt specielle stemning på Christanshavn vi taler om. Det er en stemning, der skabes af den ro, der spreder sig i den lille bydel så tæt på centrum, det liv der findes langs kanalerne - husbådene og "turistbådene" der lægger til i Trangraven om sommeren. Der er en speciel ro på Christianshavn - der er luft, vand og plads (både til skæve eksistenser, pelsfrakker, kernefamilier og turister). Og derfor beder vi jer: Stop op, og overvej mulighederne en ekstra gang, inden i lukker kanalerne af med broer. Når broerne først engang er bygget skal der meget til at fjerne dem igen. Vi er bange for at det er blevet et prestigeprojekt - ingen vil tabe ansigt. Men se endnu engang på alternativerne, og opvej endnu engang fordele og ulemper ved hvert forslag. For det er ikke kun kanalmiljøet der ødelægges med broerne, det er også store dele af åndehullerne på Christanshavn der kvæles. Åndehullet ved Trangraven vil blive transformeret til en gennemgangssti - og det er mere end almindeligt synd for alle de mennesker, der nyder at gå en tur eller sætte sig i solen og nyde sin aftensmad. Bådejerne, både de faste og turisterne, vil næppe blive ved med at komme igen til Trangraven, når det unikke miljø bliver ødelagt. Og sidst, men bestemt ikke mindst, er det helt urimeligt over for de beboere, langs den nye rute, der nu skal lægge øre til natteroderi i form af fulde unge mennesker, der skal ende deres bytur på Christiania. Man kan desværre forestille sig at ruten vil blive oftere benyttet til at slå en genvej til Christiania fremfor til Operaen på Holmen. Og til sidst må vi kommentere, at alle disse kritiske høringssvar i modtager, ikke er udtryk for rige forfængelige mennesker på Christianshavn, der ikke vil dele. Tværtimod er rigtig mange af beboerne glade for at dele, og har gjort det i mange år - og så er de jo bestemt ikke rige dem der bor i Lejerbos lejeboliger ud til det nye gennemgangsområde. Havde planerne haft samme konsekvens for de nordsjællandske villaejere ud til vandet ville projektet jo aldrig realiseres. Det har vi jo oplevet i forbindelse med den løbende debat om loven om offentlig gennemgang langs vandkanten i nordsjælland, som ulovligt er forhindret af selvforanstaltede mure fra villaejernes side. Vi foreslår at vandbussernes ruter udvides, og at det evt, gøres billigere, og endda gratis på nogle bestemte klokkeslet at sejle med dem. Der kan bygges tunneller i stedet for broer eller der kan bygges én bro fra bysiden/skuespilshuset over til Operaen/Holmen, så kanalerne ikke lukkes af og Trangravsområdet ikke forringes til et gennemgangsområde. De bedste hilsner Pædagog Martin Esmark og Journalist Cecilie Weinholt-Ludvigsen Hermodsgade 14, st.th 2200 KBH N