Oprettet: 24. oktober 2014
Svarnummer:
21

Indsendt af

Anne Teisen

Postnr.

1770

By

København

Høringssvar

Byens Udvikling København d. 25.10.14 Njalsgade 13 Postboks 348 1503 København V Høringssvar vedr. forslag til tillæg nr. 4 til lokalplan nr. 432 Carlsberg II Vi er en række beboere i Carstensgade, 1770 V som hermed ønsker at afgive høringssvar med indsigelse imod ovenstående forslag. Vi mener ikke at forslaget lever op til intentionen om at.… ‘Bebyggelsens anvendelse, højde og karakter i randområderne skal medvirke til at skabe en harmonisk overgang til og sammenhæng med naboområderne’… (lokalplanstillæget, side 23). Vi beboere i det nordvestlige hjørne af Humleby har gode lysforhold og et unikt rekreativt miljø af små byhaver, terrasser og altaner i vores baghaver. Her er lys og luft og mange har udbygget miljøet i baghaverne netop fordi der er sol og lysindfald i eftermiddags/aftentimerne. Flere har lagt haver sammen og det er her livet udspiller sig når de fleste har fri fra arbejde efter kl. 16. Børn og voksne spiser aftensmad og får en nabosnak på tværs. Netop her vælger man i forslaget, at lægge massiv boligbebyggelse i 4 etagers højde tæt på os. Dette på trods af at der her er en usædvanlig stor terrænstigning med ca. 1,5 meter imod vest og ca. 2,5 meter imod nord, hvilket betyder at bebyggelsen reelt vil svare til 4 ½ etage, imod vores kun 2 ½ etage. Enkelte steder i forslaget opererer man med tilbagetrukken 4. sal, idet… ’Hensigten med en særlig bearbejdning af den øverste etage, er at nedskalere bebyggelsen og skabe bedre lysforhold mod de omkringliggende byrum og beboelser’(s.43). Man anerkender altså at der kan blive nedsatte lysforhold for de tilstødende naboer, men fravælger at tage dette hensyn i det yderste nordvestlige hjørne af Humleby, hvor der iflg. forslagets tegning 5 A er planlagt 2 massive bebyggelser i 4 etager imod nord og vest, med undtagelse af en enkelt tagterrasse. Dette vil betyde at vi som naboer bliver ‘pakket’ helt ind fra to sider. Som det fremgår af forslaget er man opmærksom på at ‘terrasser og værn skal placeres indenfor de i § 5, stk.1, pkt. k fastlagte skrå højdegrænser’(s. 33)… ‘Hensigten med bestemmelserne er at sikre gode dagslysforhold’(s. 34). Igen må vi sige at det undrer os at man i forslaget giver udtryk for at være meget opmærksom på lysforhold hos naboer, men at der ikke er taget højde for at netop vores hjørne kommer til at ligge relativt mørkt og vores baghaver i skygge det meste af året på nær en ganske kort periode ved midsommer. Lysforholdene i vores boliger vil blive ringere og i de små byhaver vi har etableret ud fra den nuværende eftermiddags/aftensol i sommerhalvåret, vil væksterne fremover ikke få tilstrækkeligt lys. Den store rekreative kvalitet vil ganske enkelt forsvinde når vores baghaver bliver overskygget af massive og høje bygninger idet både eftermiddags- og aftensol står lavest netop her og 4 etager vil tage både dagslys og sol. Vi har ved henvendelser d. 24. og 25.09.14 til kommunen bedt om detaljerede angivelser af bl.a. afstande til byggeriet og skyggediagrammer i forhold til vores hjørne af Humleby. Ved svar d. 22.10.14 henvises til tegninger i forslaget, side 9 – 10, udført af Carlsberg Byens rådgiver, men det tilføjes at … ‘kommunen arbejder på at præcisere tegninger og skyggediagrammer’. På trods af de venlige svar vi har fået, er det er utilfredsstillende at vi ikke inden høringsfristens udløb har haft mulighed for at få indsigt i de præciserede tegninger og skyggeberegninger der vedrører os. Sammenfattende mener vi ikke at forslagets byggehøjder, tæthed og lysforhold er acceptable for os som naboer. Vi foreslår at der bygges i maksimalt 3 etager nord for os på baggrund af de meget store terrænforskelle eller at der som et absolut minimum tilbagetrækkes øverste etage i hele rækken imod nord. Endvidere at den maksimale højde imod vest bliver 3 etager, som resten af bebyggelsen vest for Humleby. Alternativt at byggeriet både imod vest og nord trækkes længere væk fra os. Vi opfordrer således på det kraftigste til at der sker en nedskalering ind imod os og at man derved forbliver tro mod sine egne hensigter om at skabe både gode lysforhold og harmoniske overgange til nabobebyggelse med en så unik kvalitet som Humleby. Vi ønsker selvfølgelig nye naboer velkommen og glæder os til at der etableres gode kvalitetsboliger for københavnere med udendørs liv og rekreative områder, men ikke når dette sker på bekostning af vores eksisterende udendørsliv, lysforhold og boligers kvalitet. Vi er også københavnere! Med venlig hilsen Kira Saabye From og Sune From, Carstensgade 27 Helge Krarup og Kathrine Aggebo, Carstensgade 64 Else Nicolai Hansen og Jesper Johannes Madsen, Carstensgade 66 Søren Aagaard, Carstensgade 72 Flemming Nielsen, Carstensgade 76 David Jamal Duhalde Rahbæk og Francisca Amina Cleo Duhalde Warming, Carstensgade 78 Iben Schultz Nordentoft, Carstensgade 78 Susanne Langkow, Carstensgade 78, 1. Lotte Lauritzen og Birger Brodin Larsen, Carstensgade 80 Anne Teisen og Rasmus Nygaard Nielsen, Carstensgade 82 Uffe Seerup og Tine Gaihede, Carstensgade 84 Ovenstående høringssvar skal ses som supplement til svar fra vores Husejerforening og fra øvrige beboere i Carstensgade.