Oprettet: 20. oktober 2014
Svarnummer:
15

Indsendt af

Julie Bennike Hansen

Postnr.

1749

By

København V

Høringssvar

Jeg vil med dette høringssvar gerne gøre indsigelse mod flere elementer i lokalplanen, som har direkte negativ indvirkning på mit ellers så skønne hjem, nemlig Andelsforeningen Kongens Bryghus: 1. For det første vil der iflg lokalplanen blive taget en stor del af Andelsforeningens grund som i dag bla. huser en stor have med frugttræer, blomsterbede, skyggefulde træer samt en stor græsplæne som foreningens mange børn og voksne bruger til grill/leg/hygge osv. Med andre ord, en af Vesterbros oaser. Desuden ligger størstedelen af foreningens parkeringspladser på det areal. Andelsforeningen Kongens Bryghus har mig bekendt tinglyst brugsret over det omtalte areal og det undrer mig derfor at det overhovedet er i spil. Der er masser af andre arealer at bygge på, så hvorfor gøre et drastisk indhug ind i vores? 2. For det andet er der iflg. lokalplanen planlagt et 5 etages hus der skal ligge helt tæt på skellet til Kongens Bryghus. Her skæres der ikke direkte i vores grund, til gengæld vil denne bygning skære alt sollys væk fra den del af vores have hvor legepladsen og plantekummerne nu befinder sig. Desuden vil de af mine medandelsindehavere som har vinduer og altaner i den retning komme til at miste det lysindfald de har nu, hvilket må sige at være en kraftig forringelse af deres boligers kvalitet. Dette kunne afhjælpes ved enten at bygge lavere og/eller rykke bygningen længere væk fra vores skel. 3. En tredje ting er at Frederiksberg Kommune har planer om at ekspropriere en lang stribe af vores grund langs Rahbeks Allé. Jeg er klar over at dette ikke er en direkte del af dette lokalplansforslag, men jeg mener det bør tages med alligevel; Dette betyder nemlig at vores Andelsforenings grund vil blive beskåret på flere sider på en gang - af forskellige kommuner og instanser - hvilket samlet set må siges at være et meget voldsomt indgreb i vores Andelsforenings størrelse og kvalitet!! Jeg er sikker på at Carlsberg Byen bliver et spændende og lukrativt område i fremtiden, men vil med dette høringssvar opfordre til at Andelsforeningen Kongens Bryghus ligeledes får lov til at forblive det spændende og lukrative område det er den dag i dag!!! Med Venlig Hilsen Julie Bennike Hansen