Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 1 - lokalplan 425-1

Oprettet: 17. juni 2014
Svarnummer:
13

Indsendt af

Kim Haugsted Neubert

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Vedr. tillæg 1, ændring af lokalplan 425 Krimsvej. Vi købte i sin tid i god tro et dejligt rækkehus med en dejlig have til vores lille familie. Men nu er der desværre ved at komme skår i glæden. Inden vi besluttede os for at købe, undersøgte vi grundigt ”Lokalplan 425 Krimsvej”, fordi vi af gode grunde ikke kunne se, hvordan byggeriet og området ville komme til at tage sig ud, når det hele stod færdigt. Et af kriterierne var blandt andet, at der var en have, og at den var nogenlunde ugenert (så ugenert den kan være i København). Derudover lagde vi vægt på, at der var sol i haven det meste af tiden samt, at vi kunne opholde os bare nogenlunde ugenert i vores have. Så derfor var Krimsvej 13 umiddelbart et perfekt valg. Såfremt der bliver bygget rækkehuse på 10 meter i højden overfor vores rækkehuse, og så tæt på vores grund som planlagt, vil det betyde en klar forringelse af vores bolig/have i forhold til sol/lysindfald. Et hus på 10 meter vil alt andet lige skygge mere end et et-planshus for ikke at tale om indkig fra genboer. Vi mener ikke, at skyggediagrammerne, som er fremlagt i Tillæg 1, er retvisende og henviser i stedet for til dem, som er vedhæftet høringssvar fra Maja Falkenberg d. 25.05.2014. Med det nye "Krimsvej" Tillæg 1 bliver det så absolut slet ikke som forventet. Vi er klar over, at vi bor i byen, og at man derfor bor tæt på sine naboer. Men at det hus, som skulle støde op til vores baghave, lige pludselig ændrer markant karakter i højden (op til 10m!) og samtidig bliver rykket endnu tættere på er fuldstændigt uacceptabelt. Vi har i den første tid, vi har boet her, været genboer til det eksisterende hus i 2 etager, hvor der har holdt en del unge mennesker til. I den forbindelse har vi kunnet konstatere, at vi stort set intet privatliv havde i vores have og ikke mindst i vores soveværelse, hvor vores ”genboer” havde direkte indkig. Vi har levet med det, fordi vi vidste, at dette ville være i en begrænset periode, men med det nye forslag til lokalplan vil dette blive en permanent tilstand. Dette må siges at være en klar forringelse af vores bolig i forhold til de forudsætninger, vi købte huset under. Det undrer os også, at vi som kommende beboere på intet tidspunkt er blevet hørt, da vi jo allerede var ”ejere” af huset. Det var kun de to bygherrer, der blev orienteret i forbindelse med den første høringsproces, og de har en stor interesse i, at acceptere en ændring i lokalplanen, da de også var ansøgere om disse ændringer. Vi vil som borgere i København i fremtiden være meget på vagt ved at købe noget i et nybygget område ud fra en gældende lokalplan, da den åbenbart bare kan ændres efter for godt befindende. Det virker næsten som om, at det er nemmere, at bede om ”tilgivelse end tilladelse”. Det er desuden stærkt problematisk, at man ikke kan stole på en vedtaget lokalplan. Vi har således investeret i området under forudsætninger, som nu forandres radikalt. Det synes vi er alvorligt. Vi mener også, at det sagtens kan lade sig gøre at opføre attraktive rækkehuse i 1 plan på lokationen. Vi vil derfor appellere til, at hverken etageantal eller maksimal bygningshøjde forøges. Vi fik desværre ikke mulighed for at deltage i første høring i marts 2013, da vi ikke blev orienteret om denne, så vi håber derfor, at der bliver taget hensyn til beboerne på Krimsvej 13 i denne høring. Venlig hilsen Helle & Kim H. Neubert Krimsvej 13T