Høringssvar vedrørende Lergravsvej - Supplerende høring

Oprettet: 24. marts 2014
Svarnummer:
91

Indsendt af

Lotte Johansen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Kære politikere. Jeg vil gerne gøre indsigelser mod at placere et parkeringshus lige op og ned af daginstitutionen FS Rosa. Jeg har selv et barn i institutionen, som skal gå i institutionen de næste år. Generne ved P-huset er mange - for både børn og ansatte i institutionen. Bl.a.: Øget trafik, mindre trafiksikkerhed, øget luftforurening, øget støjniveau, mindre dagslys og færre grønne områder. Derudover bekymrer det mig også, at man gennemfører et byggeprojekt så tæt på en børneinstitution. Det vil givetvis give en masse støv og en masse larm. Kraner og lastbiler som kører dagen lang lige på den anden side af hegnet. Det virker på mig helt uansvarligt. Derudover er jeg også bekymret for at byggeriet vil betyde at der graves i jord, som måske er giftig, som så mange andre steder på Amager…??? - Børn og voksne er på legepladsen det meste af dagen - lige på den anden side af hegnet….!! Man kunne da godt forestille sig at det ikke er helt sundt!! Vi bor desuden selv på modsatte side af vejen. Så det vil ikke kun være i dagtimerne, at vores barn og vi udsættes for den øgede luftforurening (fra både flere biler og under byggeriet) samt de andre gener. Det vil være hele tiden. Det samme gælder for alle vores naboer i ejerforeningen og andelsforeningen, der ligeledes har børn i FS Rosa eller i nabo-institutionen Sundpark. Også nej tak til Skanska-byggeriet, som vil medføre at indbyggertallet stiger voldsomt, og dermed bidrager til øget trafik og luftforurening. Jeg håber at I politikere indser konsekvenserne af byggeriet, og lytter til de mange indsigelser fra borgerne, som bor og bruger området. Det må da være muligt at gøre tingene anderledes. Skulle det ikke være tilfældet, håber jeg som minimum at man tager alle nødvendige og mulige forholdsregler ift. at undgå luftforurening (fra byggeri og øget trafik), støj og ift. trafiksikkerhed.