Oprettet: 1. marts 2010
Svarnummer:
91

Indsendt af

Mikael Jørgensen

Postnr.

1401

By

København

Høringssvar

Jeg skal hermed afvise forslaget om broer over inderhavnen og Christianshavns kanaler. Først og fremmest er det væsentligste punkt, som afgør forslaget til lokalplan, de mange mange velbegrundede skrivelse fra borgerne IMOD broer over havn og kanaler. Herved er sagen for jer folkevalgte i Borgerrepræsentationen ganske enkel! Jeg skal derfor gerne føje endnu en skrivelse imod broer over havn og kanaler. Hele denne 'sag' har sin oprindelse i et ønske om en forbindelse over havnen for gæsterne til den nye opera. Undervejs i diverse forslag til løsninger for operagæsters adgang til operaen, er der lavet en midlertidig løsning med pendulfærger over havnen, som i sig selv viser sig at være LØSNINGEN på ønsket om en ny forbindelse over havnen. Hermed er sagen ude af verdenen, og forslaget om diverse broer overflødigt. I forslaget til lokalplan vedr. broerne over havn og kanaler, lægges der desuden stor vægt på at øge cykeltransporten i København på en ny Christianshavnsrute via lokalplanens forslag til diverse broer. For at tilgodese sejlbåde antydes der anstændigvis i forslaget til lokalplan, at broerne skal åbnes for sejlbåde, og der er lavet udførlige tællinger der indikerer adskillige åbninger i timen. Dette forhold harmonerer dårligt med cyklister (’søndagsture’ måske undtaget), der bruger cyklen dagligt som transportmiddel og ønsker at komme regelmæssigt hurtigt frem, typisk til og fra arbejde. Når dette forhold går op for cyklister vil Knippelsbro og Torvegade alligevel blive den foretrukne cykelrute hen over Christianshavn og broerne ligge øde hen for cyklister. Pengene fra sparet broer skal derfor i stedet bruges på forbedring af cykelruten Torvegade. Ønsket om øget cykelforbindelser over havnen i sig selv er positivt i bestræbelserne på at nedbringe luft og støjforurening fra biler i byen. Det er derfor oplagt at medtage cykler på diverse havnebusser og pendulfærger, og indtænke øget cykelkapacitet på disse, helt på linie med og i ånd med cykeltransport med S-tog og Metro, hvor der også på ganske fin vis gøres plads til at medtage cykler. Med venlig hilsen Mikael Jørgensen – cyklist