Høringssvar vedrørende Godthåbsvej - Supplerende høring

Oprettet: 30. december 2013
Svarnummer:
20

Indsendt af

Inger Vaaben

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Vedr. ændring af lokalplanforslag, Godthåbsvej: Jeg er fortsat imod et projekt med den foreslåede bebyggelsesprocent, som ikke er ændret i det reviderede forslag. Den kommuneplanstridige bebyggelsesprocent i forslaget skyldes ønsket om at placere en uforholdsmæssig stor butik på hjørnegrunden. Denne butik vejbetjenes ikke fra offentlig vej, og der er ikke tilstrækkelig parkeringsareal på egen grund, hvorfor forslaget øver vold på de omliggende private fællesveje. Som ejer af en ejendom på hjørnet af Frederiksgårds alle og Himmerlandsvej, er det navnlig ændringerne i de trafikale forhold i området, der er problemet. Det er naturligvis positivt, at bygherren vil søge at imødegå generne fra lastbiltransporten, men det kan ikke løses af bygherren alene. Det kan kun håndhæves, hvis kommunen som vejmyndighed efter forhandling med politiet træffer de nødvendige bestemmelser om vejens færdselsregulering og færdselsindskrænkning. Da de private veje rundt om den store karre Frederiksgårds alle, Himmerlandsvej og Vensysselvej trafikalt er tæt forbundne, bør dette forhold indgå i en seriøs trafikanalyse forud for den endelige vedtagelse af et lokalplanforslag og en ændring af kommuneplanen. Selv om byggeriet er rykket tilbage i forhold til det oprindelige forslag, flugter det stadig ikke med den hidtidige byggelinje, som alle vejens grundejere har måttet acceptere uden mulighed for dispensation. Hvorfor ikke lade byggeriet flugte med den oprindelige byggelinje? Inger Vaaben Himmerlandsvej 6 tv