Høringssvar vedrørende Skybrudsplan for Amager & Christianshavn

Oprettet: 18. december 2013
Svarnummer:
4

Indsendt af

Lars Rimfalk Jensen

Virksomhed / organisation

Amager Vest Lokaludvalg

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

HØRINGSSVAR FOR KONKRETISERING AF SKYBRUDSPLAN SAMT MILJØVURDERING AF KONKRETISERING AF SKYBRUDSPLAN FOR AMAGER OG CHRISTIANSHAVN FRA AMAGER VEST LOKALUDVALG Amager Vest Lokaludvalg takker Center for Park og Natur for at blive involveret i høringen for konkretisering af Skybrudsplanen for Amager og Christianshavn. Emnet optager mange borgere på Amager som også det store fremmøde med mange borgere til borgermødet den 4. november afspejlede. Lokaludvalget ønsker at give stor ros, for at Københavns Kommune vælger at løse Amagers skybrudsproblemer på terræn og som et rekreativt tiltag. Vi bifalder de ideer og planer, der nu delvist er konkretiseret for bydelen. Vi ser frem til at projekterne etableres og de øvrigt udpegede steder yderligere konkretiseres. Amagers udfordringer Det er for lokaludvalget vigtigt, at Amager i forhold til klimatilpasning og skybrudssikring ikke nedprioriteres. Trods de mange grønne arealer i form af haver, parker samt fælled er der andre faktorer, der skaber problemer med regnvandet på Amager. Flere steder ligger grundvandet højt, hvilket gør nedsivning problematisk og begrænser borgernes mulighed for at håndtere regnvandet på egen grund med eksempelvis en faskine eller regnbede. I takt med at havene stiger pga. global opvarmning vil også grundvandet stige. Lokaludvalget finder det vigtigt, at Amagers grundvandsdybder løbende kortlægges, da dybden ikke er konstant. De seneste grundvandsboringer Københavns Kommune har udført er af ældre dato og kan have ændret sig meget siden de blev udført. Traktose, kalk og lerjord vanskeliggør også nedsivning mange steder på Amager. Især disse faktorer er noget som optager og bekymrer Amagers borgere. Amager Vest Lokaludvalg oplever stor opbakning fra borgerne omkring nødvendigheden for fysiske tiltag i bydelen så regnvandet kan håndteres. Samtidig er der også forståelse for vigtigheden af at afkoble sig kloaksystemet samt at regnvandet håndteres på egen grund og privat vej. Dog syntes der at være en stor andel af borgerne som er i tvivl om regler, rettigheder, tilladelser og godtgørelsesmuligheder. Lokaludvalget finder det vigtig, at man som borger er veloplyst om, hvad man som grundejer selv er ansvarlig for, herunder rensning af riste på private veje. Derfor mener vi det er nødvendigt, at der gøres en stor indsats for fortsat at informerer borgerne omkring skybrudssikring. Dette gerne med eksempelvis oplæg i grundejerforeninger og boligforeninger – gerne med konkrete eksempelvisninger og rådgivning fra ingeniører. Arrangementer i stil med arrangementet afholdt af SGF og Miljøpunkt Amager den 28. november, hvor omkring 60 mennesker mødte op fra grundejerforeninger og haveforeninger fra hele Amager. I forhold til at sikre lokal opbakning til skybrudsplanerne og lokal koordinering af afkoblingen herunder gennemførelse af private LAR-tiltag, bør der etableres lokale klimatilpasningssekretariater, der med konkret viden om klimatilpasning og stærke lokale netværk hos grundejerforeninger og boligforeninger vil kunne virke lokalt opsøgende og igangsættende. Det vil være naturligt, at lokale klimapasningssekretariater forankres lokalt i et miljøpunkt eller lokaludvalg, hvor der er viden om specifikke lokale forhold, tæt kontakt til lokale borgere og hvor der er mulighed for at sikre samspil med det lokale miljøarbejde, som i dag er forankret i lokaludvalg/miljøpunkter. Lokale skybruds- og klimatilpasningstiltag Amager Vest Lokaludvalg ønsker at gøre opmærksom på, at der trods kanalerne i Ørestad nord også her var problemer med vand i kældrene eks. under det store skybrud den 02. juli 2011. Især i Universitetsområdet var der store problemer med regnvandet. Dette skyldes ikke kanalernes kapacitet til at opsamle regnvandet fra de omkringliggende byggerier men traktoseproblemer i jorden. Vi anbefaler at dette undersøges nærmere og at man ikke prioriterer området så lavt. Lokaludvalget bifalder at Peder Lykkes Vej/Grønjordsvej udpeges til blå/grøn vandkorridor. Strækningen har brug for et tiltrængt grønt løft og planerne stemmer fint overens med de lokale ideer lokaludvalget har beskrevet i Bydelsplanen 2012, hvor fælleden trækkes ind og begrønner kvarteret. Men planerne om en vandkorridor bør samstemmes med både planerne for byudviklingsområdet August Schades Kvarteret og Nordeabyggeriet. Lokaludvalg, områdeløft og miljøpunkt bistår gerne i udviklingen og konkretiseringen af dette tiltag. I Urbanplanen har man igangsat initiativer og foranstaltninger med at fremtidssikre og renoverer kloakeringssystemet mod skybrud, herudover er det planen at regnvandet ledes uden om kloakkerne i andre rørledninger til et større bassin/reservoir. I ”Konkretisering af skybrudsplan for Amager og Christianshavn” forudsættes det at der etableres 60 cm høje kanter for at parkeringsarealerne ikke oversvømmes. Vi anbefaler at der i stedet bør arbejdes med permeable overflader og regnbede. Lokaludvalget opfordrer til, at der etableres et samarbejde med 3B i Urbanplanen så man koordinerer indsatserne og den viden der foreligger for området. Amager Vest Lokaludvalg ønsker at værne om bydelens grønne oase, Amager Fælled. Området har stor værdi for bydelens beboere som rekreativt areal, derfor finder vi det særligt vigtigt at forholdene på fælleden undersøges nærmere inden arealet bruges til nedsivnings- og vandopsamlingsareal. Der bør blandt andet undersøges hvor, i hvilken mængde og hvor længe vandet forbliver liggende på fælleden efter en 100-års-regnhændelse. Der skal sikres, at de to udpegede kanaler på Amager Fælled har kapacitet nok til at indeholde en 100-års-regnhændelse og at foranstaltninger etableres så der ikke sker tilbageløb af eksempelvis kloakvand eller spildevand i Grønjordssøen samt de fredede naturarealer. Lokaludvalget gør opmærksom på, at grundet fredningen af Amager Fælled må der ikke uden tilladelse fra Naturklagenævnet foretages uddybning eller anlægges nye afvandingskanaler. De grønne skybrudsløsninger i rapporten kan også ses som klimatilpasningstiltag, hvilket er meget værdsat af lokaludvalget. Vi mener der planerne bør nøje sammentænkes med tiltag om eks. at forhøje digerne og dæmningerne på Amager. Problematikken med at regnvandet skal ud i havet og havvandet holdes ude, bør der gøres en indsats for at løse. Privatejede arealer som skybrudsløsninger på Amager Amager Vest Lokaludvalg syntes de foreslåede visionære tiltag og bud på grønne og blå skybrudsløsninger i rapporten er spændende bud på hvordan man løser problemerne med store mængder regnvand på offentlige arealer. Men for at sikre at skybrudsplanens gode intentioner bliver udmøntet, skal der gøres en ekstra indsats blandt de private grundejere, bl.a. gennem etablering af private LAR-tiltag. Københavns Kommune bør generelt opfordre og vejlede grundejerforeninger og haveforeninger til på privat/fælles arealer som parker og grønne områder at lave samfinansieringer til en fælles faskine eller vandopsamlingsområde. Lokaludvalget er bevidst om, at borgerne på Amager mener, Københavns Kommune fortsat bør arbejde for at kloakkerne på Amager får en større kapacitet end i dag. Dette kunne gøres ved at åbne og lukke for skotter i kloaksystemet, så det kan tage mere og mindre regnvand efter behov. Desværre har lokaludvalget oplevet usammenhæng i tiltagene, eksempelvis ved Røde Mellemvej; her anvises både en grøft som løsning et sted og en vold som løsning et andet sted i rapporten. Dette gør os usikre på, hvor langt planerne er nået, da nogle af de konkrete løsninger kan virke lidt rodede. Vi ønsker at opfordre kommunen til at involverer relevante grundejerforeninger, haveforeninger, boligforeninger, vandlaug, beboere, grundejere, miljøpunkt, lokalråd, skoler og institutioner i konkretiseringen af de forskellige skybrudsløsninger i bydelen, dette arbejde indgår både miljøpunkt og lokaludvalg gerne i. Med venlig hilsen Lars Rimfalk Jensen Formand for Amager Vest Lokaludvalg