Høringssvar vedrørende Fisketorvet tillæg 1 - lokalplan 202-1

Oprettet: 13. september 2013
Svarnummer:
38

Indsendt af

Susanne McIntyre

Postnr.

2100

By

København

Høringssvar

Jeg har gennem de seneste 10 år haft værksted på Skibbroen og har dermed utallige gange set overraskelsen og glæden i folks øjne ved at opdage, at de, feks på en spadseretur, var havnet et sted de slet ikke anede eksisterede. Jeg har talt med mange, både turister og byens borgere, som har nydt synet af husbådene og oplevet hvordan kajpladsen med skurene og de forskellige aktiviteter, af både håndværksmæssig og kreativ karakter, har vakt interesse og givet anledning til spørgsmål og positive tilkendegivelser. Selv har jeg mindst tusinde gange, efter at have skudt genvej over Fisketorvets mylder eller været cyklet langs Kalvebods golde kajer, fået den gode følelse af at være landet i ”en anden verden”, når jeg ankom til Skibbroen. Mennesker har brug for åndehuller - for små lommer, hvor man kan blive overrasket, gå på opdagelse, slå sig ned og suge til sig. De muligheder findes på Skibbroen. Ikke blot for bådfolket, men også for alle os andre. Promenader har vi så rigelig af. Det vil være en dødssynd nu også at ”style” og kaste lange skygger over det liv og miljø, der findes på denne herlige kajkant.