Oprettet: 9. december 2012
Svarnummer:
48

Indsendt af

Julie Pildal og Dan Zahavi

Postnr.

1400

By

København K

Høringssvar

Vi er et par meget bekymrede forældre, som bor på Christianshavn. Vores børn skal fra Torvegade til Christianshavn skole via Prinsessegade. For nyligt fremlagde forvaltningen den endelige plan for trafiksanering af Prinsessegade. Samtidig er der kommet en høring ud vedrørende åbning af busslusen. Vi har fået refereret fra høringsmødet, at der blev stillet et alvorligt spørgsmålstegn ved trafiksikkerheden i forslaget for børn og unge. Planen var sendt til en trafikforsker ved Ålborg Universitet (Larhmann) som efter at have set på den udtaler "... og der vil helt sikkert blive meget 'hvem kommer først' kørsel, med stor usikkerhed til følge – jeg vil klart fraråde en sådan løsning." Det må da give anledning til en genovervejelse. Der blev også refereret, at der selvfølgelig vil komme en højere mængde co2, fordi det må forventes, at der kommer meget kødannelse i Prinsessegade efter saneringen, når slusen åbnes. Denne ekstra co2 skal vores børn på filialen på Christianshavns skole indånde, når de skal lufte ud i klasselokalerne, som vender direkte ud til Prinsessegade. Som det fremgik af nyhederne d. 1/11-12, havde Politiet lavet en ny aktion på Refshalevej med deres nye apparat, som kan måle om føreren er påvirket. Det var deres første aktion og ud af 50 stoppet, var 19 stofpåvirket. Det betyder, at man hverken kan regne med normal impulskontrol, styringsevne eller hæmninger hos den andel af bilisterne. Derfor er det afgørende, at trafiksikringen tager højde for, at der kører bilister, som i pressede situationer, kan finde på køre op over cykelsti og fortorv (hvilket allerede er observeret af nogle forældre efter at de nuværende beskedne hastighedsbegrænsende foranstaltninger er blevet iværksat). Derfor vil en indsnævring til een bane, uden sikker afskærmning af cykelsti og fortorv, ikke være den relevante løsning. Så vidt vi er orienterede er der ikke et flertal af beboer på Holmen som er interesserede i, at busslusen skal nedlægges. Vi er blevet fortalt, at der tidligere har været stofpåvirkede bilister, der kørte ræs på Danneskiold-Samsøes Alle lige forbi der, hvor Danmarks største institution snart skal bygges. Skulle man ikke forsøge at få den side af sagen nærmere belyst, inden busslusen nedlægges? På baggrund af den tvivl der er rejst på mødet vil I da tage initiativ til at løsningen vurderes af en uafhængig instans før den fremlægges til politisk beslutning? • er det rigtigt som det hævdes, at løsningen vil give konflikter mellem bilisterne om "hvem kommer først" - og er det rigtigt, at dette vil øge usikkerheden for de svage trafikanter? (COWI har ikke taget hensyn til at Prinsessegade ikke er en villavej i Lyngby med høflige forstadsborgere). • Vil løsningen give bilerne mange flere stop, omgangskørsel og accelerationer og hvor meget mere forurening og støj vil dette medføre? Skolebestyrelsen ved, at før busslusen blev etableret, var der mellem 4000 til 6000 flere biler i Prinsessegade i hverdagene. I forslaget anslår man at der kun vil komme 300 flere biler, og her er bla. ikke taget højde for udbygningen af Margretheholmen (anslået 800 flere mennesker). En øget trafikmængde mener vi ikke harmonerer med en sikker skolevej. Derudover er der forslag om indsnævringer flere steder. Dette er ikke forsøgt andre lignende steder, hvorfor vi betragter dette som et eksperiment. Vi mener ikke det er tid til eksperimenter. Samlet set mener vi ikke, at saneringen lever op til det politikkerne lovede os, nemlig at – ”Partierne lægger vægt på en samlet løsning for trafikbetjening af Holmen og fredeliggørelse af Prinsessegade, hvor trafiksikkerheden i den endelige løsning for Prinsessegade mærkbart forbedres, særligt i forhold til de mange børn og unge i områdets institutioner og skoler.” (Protokolbemærkning fra partierne bag forslaget Soc, RV, V, Kons, og LA i BR 10. marts 2011). Vi mener ikke at en åbning af slusen er forenelige med afgivne løfter. Med venlig hilsen Julie Pildal og Dan Zahavi