Oprettet: 9. december 2012
Svarnummer:
29

Indsendt af

Tina Jakobsen

Postnr.

1434

By

København K

Høringssvar

Angående høringssvar i forbindelse med trafiksanering og nedlæggelse af busslusen i Prinsessegade. Jeg har meget, meget svært ved at forestille mig, at de politikere, der har stemt for nedlæggelse af busslusen kan se sig selv i spejlet med god samvittighed og sige, at trafiksaneringen og nedlæggelse af busslusen af Prinsessegade vil skabe en bedre og mere tryg vej for de mennesker, der færdes på Christianshavn dagligt… I min optik, er det urealistisk at tro, at en trafiksanering af Prinsessegade vil øge sikkerheden, samtidig med at man vil fjerne busslusen. At der ”blot” vil være en stigning på 300 biler pr. dag! Men 300 biler er stadig 300 for mange. Der færdes DAGLIGT flere tusind børn, som skal i vuggestue, børnehave, skole eller i gymnasiet. Ud over de bløde trafikanter, er det jo ikke nogen hemmelighed, at området er præget af bilkaos og ofte påvirkede og hensynsløse trafikanter, som overhovedet ikke har respekt for de bløde trafikanter. Vi har boet på Danneskiold-Samsøes Allé i 7 år og har kunnet se, hvordan trafikreduktionen har ændret sig positivt efter busslusen kom i brug. Når busslusen i perioder har været ude af drift, har vi kunnet konstatere en massiv øgning af biltrafikken, så man skal – heller ikke som politiker - have den store fantasi for at forestille sig, hvordan trafikken så udspiller sig på Prinsessegade. Min store datter på 12 år cykler i skole hver dag og vi har lavet en aftale med hende, at hun altid skal ringe, når hun kommer til skolen i Prinsessegade for at sikre, at alt er gået vel og ligeledes ringe, når hun kører fra skolen. Vi, som forældre, er simpelthen dødens angste for, at hun bliver kørt ned af stressede og hensynsløse bilister i den tætte trafik. Min datter har da også efterhånden oplevet så mange farlige situationer, at hun til tider hellere vil tage bussen eller gå, frem for at tage cyklen. Vi ønsker at vores børn/bløde trafikanter kan færdes sikkert og trygt såvel på fortovet som på cykelstien. Der er strækninger, hvor hun simpelthen stiger af cyklen og trækker den for at undgå farlige situationer med biler og taxaer, der kører ræs, kører op på cykelstien, ikke holder tilbage ved f.eks. højresving ved Refshalevej. Dvs. selv på fortovet er der ingen garanti for sikkerhed. Er det virkelig det, I politikere ønsker?! At vores børn skal være bange for at færdes i trafikken? Hvordan kan I som politikere overhovedet stå inde for at proppe flere biler ind i Prinsessegade, når man samtidig ønsker, at bilismen i København skal reduceres? Vi ønsker også et grønnere miljø, mindre forurening og reduktion af diverse sundhedsfarlige partikler fra bilernes udstødning - og flere cykler! Andre steder i København laver man ordninger med stillegader, men netop i en af Københavns farligste gader, skal der partout stoppes flere biler ind!! Hvorfor? For at bl.a. operagæsterne kan komme gennem Prinsessegade?! For at afprøve et forsøg, som ikke er prøvet andre steder?? Desværre tror jeg ikke, at I politikere altid ved, hvad I reelt foretager jer og hvilke konsekvenser det får for lokalbefolkningen. Desværre er der kun en vinder, nemlig den massive bilisme i et i forvejen stærkt udsat område og en stor og uforrettet taber - børnene og lokalbefolkningen! Jeg kunne ønske, at I politikere var oprigtigt mere lydhøre over for lokalbefolkningens ”stemme” og ønsker! Der er massiv modstand mod nedlæggelse af busslusen, det er et uomtvisteligt faktum!! Vi, der har vores daglige gang i området, ved hvor farligt, det er at færdes på Prinsessegade og de omkringliggende gader!! Derfor: 1. Bevar busslusen, for den fungerer fuldt tilfredsstillende! 2. Trafiksaner Prinsessegade, de tilstødende gader og Danneskiold-Samsøes Allé, som med sin brede vej indbyder til ræs. 3. Lad dem, der skal i operaen, til Holmen og Margretheholm, benytte sig af Kløvermarken, som hidtil. Her er der ingen tæt beboelse og slet ikke om vinteren, hvor kolonihaverne er lukket ned – og så er omvejen heller ikke længere (hvad gør man iøvrigt i lande med helt andre afstandsforhold end lille Danmark, helt ærligt?!…)! Og så har jeg slet ikke nævnt de mange fine muligheder med offentlige transportmidler såsom busser, havnebusser og endog en kommende ny bro fra ”landsiden”! 4. Lad os få lov til at være trygge! Så kære politikere, hav tiltro til lokalbefolkningen og lyt til vores argumenter. Det er trods alt os, der bor her og skal leve med generne - og tilligemed har den erfaringsbaserede viden, som I politikerne bør være ekstra lydhøre overfor.