Høringssvar vedrørende Skoledistriktsændringer 2012-13

Oprettet: 31. august 2011
Svarnummer:
39

Indsendt af

Sara Kabel og Omar Fodeh

Postnr.

2300

By

København s

Høringssvar

Dette høringssvar omhandler distriktsændringerne på Skolen ved Sundet: Som forældre til kommende skolebørn har vi med stor undren erfaret, at Københavns Kommune lægger op til at ændre skoledistriktet i vores område. For os at se virker de fremførte argumenter ikke gennemtænkte og gode nok. For det første vil ændringen ikke bidrage til en mere blandet elevsammensætning, da andelen af to-sprogede elever på Lergravsparken skole vil stige (fra 23 % til 25 %,) mens den vil falde på Skolen ved Sundet (fra 9 % til 6 %). Kan det virkelig passe, at det er tilsigtet, at Skolen ved Sundet fremover skal have lavere andel af tosprogede end i dag? For det andet vil ændringen betyde, at vores børns trafiksikkerhed vil blive forringet væsentligt, idet de vil skulle krydse ikke bare én, men flere meget trafikerede veje for at komme i skole. For det tredje vil de gode relationer i nærmiljøet, som vores børn allerede har opbygget, ikke blive tilgodeset, hvis forslaget gennemføres. De foreslåede ændringer vil opsplitte et velfungerende nærmiljø, som vil være svært at erstatte, da de store trafikerede veje Øresundsvej og Backersvej vil udgøre en begrænsning for etablering af et trygt nærmiljø på tværs af vejene. Sidst men ikke mindst er det svært at se logikken i, at de nye lejligheder i området ved Krimsvej, skal høre til Skolen ved Sundet. De kommende børn i dette område vil få længere vej til Skolen ved Sundet end til Lergravsparken skolen. Det giver derfor hverken mening i forhold til nærmiljø eller trafiksikkerhed, at dette område skal høre til Skolen ved Sundet. Vi har altid ønsket, at vores børn skulle gå i den lokale folkeskole og har forståelse for, at der er kapacitetsproblemer på Skolen ved Sundet. Spørgsmålet er bare, om det er på denne måde problemerne skal løses, hvis der reelt skal tages hensyn til fx en mere blandet elevsammensætning, trafiksikkerhed mv.. Det synes vi ikke og vil derfor appellere til, at Københavns Kommune genovervejer deres forslag om distriktsændringen vedr. Skolen ved Sundet.