Oprettet: 28. januar 2011
Svarnummer:
66

Indsendt af

Forældrebestyrelse og personale.

Virksomhed / organisation

Børnehaven Vingesuset

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Høringssvar til høring om forældreindflydelse i ny institutionsstruktur. Københavns Kommune, Børne- og ungdomsforvaltningen har i mail af 14. december 2010 fremsendt høring om forældreindflydelse i ny institutionsstruktur med en høringsfrist d. 28. januar. Nedenfor følger høringssvar fra bestyrelsen i Børnehaven Vingesuset, Vanløse Vedr. antallet af bestyrelsesmedlemmer i klyngen. Af høringsudkastet fremgår det, at forældrerepræsentanterne i bestyrelsen vil udgøre flertallet. Det er vores opfattelse, at der er tale om en skævvridning i forhold til antallet af forældre- og personalerepræsentanter. Det vil medføre, at der i de største klynger vil være mere end dobbelt så mange forældrerepræsentanter som personalerepræsentanter. Dette er ikke hensigtsmæssigt. Endvidere har det den konsekvens, at ikke alle enheder i klyngen vil have personalet repræsenteret i bestyrelsen. Der bør således både være forældre- og en personalerepræsentanter i bestyrelsen. I forhold til de pædagogiske ledere fremgår det, at der kun skal vælges 1 repræsentant, men at det er uden stemmeret. Vi finder det afgørende at alle pædagogiske ledere er repræsenteret. Dette skal ses i sammenhæng med, at det vil være i dette forum, at de overordnede pædagogiske principper skal fastlægges for hele klyngen. Valg til bestyrelsen Af § 3 fremgår det, sådan som vi forstår det, at valget til bestyrelsen skal ske ved et samlet forældremøde. Vi finder det mere hensigtsmæssigt, at valget til bestyrelsen i stedet udlægges til særskilte forældremøder i de enkelte enheder. Årsagen til dette er, at vi ikke ser det som en fordel at indkalde til flere forældremøder samme efterår. Derudover er det svært rent praktisk at forestille sig et forældremøde på tværs af klyngen, da det vil medføre, at forældre til 5-600 børn skal deltage. Det forventes, at mange forældre vil fravælge et sådant forældremøde, da det ikke vil være vedkommende for den enkelte. I stedet foreslås det, at de enkelte forældreråd, som det har været praksis hidtil i bestyrelsen, selv konstituere sig, og dernæst vælger repræsentanter til klyngebestyrelsen. Af § 3 fremgår det videre, at alle bestyrelsesrepræsentanter skal vælges for to år. Det vil betyde, at alle bestyrelsesrepræsentanter kommer til at udtræde af bestyrelsen samtidigt, og hvert 2. år vil en bestyrelse skulle starte forfra. Dermed vil der ikke være et kontinuerligt arbejde. Det foreslås i stedet, at den gældende styrelsesvedtægt vedr. valg til bestyrelsen fortsættes uændret, således at der indlægges en forskydelse i valget. Det samme problem er for øvrigt gældende ved valg af forældreråd. Forældrebestyrelsens og forældrerådenes opgaver Under processen med at indføre klynger er det fra politisk side blevet understreget, at det er vigtigt, at den enkelte enhed i klyngen fortsat bevarer den enkelte enheds pædagogiske særpræg. Vi har et absolut ønske om at dette imødekommes, og at det der tages højde for dette ved udarbejdelse af den nye styrelsesvedtægt. Det pædagogiske personale og den pædagogiske leder er hele drivkraften i udviklingen, planlægningen og i udførelsen af det pædagogiske arbejde. Det er personalet i enhederne, der er gennemgående, der har den faglige viden, og som er i daglig berøring med børnene. Det er derfor afgørende, at det pædagogiske arbejde har sit udspring her. Vi finder det meget uhensigtsmæssigt og uden mening, at principperne for det pædagogiske arbejde skal fastlægges i en bestyrelse fjernt fra det daglige arbejde, hvor det ikke er givet, at personalet fra de enkelte enheder er repræsenteret. Det fremgår af § 11, at medarbejderne i enheden kun ”skal have mulighed for at være repræsenteret i forældrerådet”. Det er afgørende, at det ikke kun er en mulighed men derimod et krav, at medarbejderne er repræsenteret. Af § 12 fremgår det, at det er forældrerådets opgave at planlægge aktiviteter i institutionen - og at udmønte klyngens pædagogiske principper i enhedens pædagogiske arbejde. Det hverken kan eller skal forældrerepræsentanter i forældrerådet gøre, da kompetencerne hos forældrerepræsentanterne til dette ikke vil være tilstrækkelige. På vegne af bestyrelse og personale. Viggo Thommesen