Oprettet: 20. august 2009
Svarnummer:
18

Indsendt af

Inger Hutters

Virksomhed / organisation

Østerbro Havnekomité

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Høringsvar til VVM-redegørelse og miljøvurdering i forbindelse med udvidelse af Københavns Nordhavn og ny krydstogtsterminal. Østerbro Havnekomité har følgende kommentar til det fremlagte forslag. 1. Overordnet planmæssigt. Vi lægger meget vægt på, at der i planen vises en vilje til at følge det vindende forslag i den internationale idékonkurrence for Nordhavnen fra 2008. Det fremlagte forslag synes desværre langt fra ideen om Urbant delta med mange holme og kanaler. Det er vigtigt, at der, allerede inden opfyldningen går igang, foreligger en strukturplan for Nordhavnsområdet – besluttet på politisk niveau. 2. Opfyldningen. Det fine, vilde naturområde, Stubben kan bleve truet, hvis planerne for opfyldning bliver gennemført som foreslået. Området bliver formindsket i en årrække og præget af voldsom tung trafik. Østerbro Havnekomité vil foreslå - at opfyldningen deles i to etaper. Først opfyldes den vestlige del og området ved krydstogtsterminalen. Herved kan et område med vild natur og bademuligheder etableres allerede få år efter opfyldningen starter. Dernæst opfyldes den østlige halvdel af opfyldningsområdet. - at opfyldningen i den sydlige del af delområde T1 placeres, så der etableres kuperet terræn med bakker, der kan bruges til leg og vinteraktiviteter med kælk og ski. - at den tunge trafik, lastbiler med opfyldningsjord, kører ad den foreslåede, nye vejforlængelse af Baltikavej Østerbro Havnekomité vil gerne gøre opmærksom på, at vi i adskillige høringssvar igennem mange år har foreslået, at en ny metrostation og metroarbejdsplads blev placeret ved Nordhavn Station. Jorden fra metroarbejdet kunne så føres op ved Nordhavn Station og sejles direkte ud til opfyldningsstedet ved Nordhavn. Derved ville man undgå den miljøforurenende tunge trafik gennem bl.a.Østerbro . 3. Krydstogtsterminalen. Området, som skal være udflugtsmål for københavnerne udenfor krydstogtsæsonnen kan nemt ende som et øde, forblæst sted. Derfor foreslår Østerbro Havnekomité - at området mod vest opfyldes som kuperet terræn med kælke- og skibakker og grupper af træer, der tager af for vinden, - at enkelte af teltene opstilles permanent til læ, ophold og opbevaring af materialer til idræt, motion og anden fritidsaktivitet. - at krydstogtsterminalen gøres 300 m kortere. Der kan stadig ligge 4 krydstogtsskibe, hvis 600 m bliver krydstogtskaj og de yderste 300 m bliver krydstogtsmole med plads til 2 skibe. Derved vil man efter opfyldningperioden kunne etablere en kanal/vandvej langs den nuværende nordkyst i Nordhavnen, og man vil sikre en bedre udsigt fra det bagvedliggende område. - at adgangen til krydstogtsterminalen forbedres ved at indtænke havnebusser til brug for turister og københavnerne. 4. Forbedring af eksisterende forhold i Nordhavnen. Østerbro Havnekomité mener, at den foreslåede opfyldning vil vanskeliggøre forholdene for de mange roere og sejlsportsfolk, der hører til i Svanemøllebugten og Kalkbrænderihavnsløbet. Vi vil derfor foreslå - at der graves en kanal fra Skudehavnen, der giver forbindelse Kalkbrænderihavnsløbet. - at der åbnes op, så det igen er muligt at sejle fra Skudehavnen til Skudeløbet, - at der etables en midlertidig lommepark ved Skudehavnen, så østerbroerne kan få glæde af Nordhavnens frirum, - at der etableres et stisystem for gående og cyklister fra Østerbro gennem Nordhavnsområdet, så man kan færdes sikkert, væk fra den hårde trafik, som belaster området i de kommende år. Vi håber, at By og Havn samt Københavns kommune husker de løfter de fremsatte i forbindelse med idékonkurrencen om Nordhavnen: Udviklingen i Nordhavnen skal præges af bæredygtighed, livsmuligheder for alle, grøn trafik og miljø ved vandet. Det må gælde for det endelige projekt, men det må også gælde i løbet af processen, der måske vil forløbe over en 40-års periode. Det er derfor vigtigt, at der skabes nogle rammebetingelser for midlertidig brug af områder i Nordhavnen. 20.8.2009 Østerbro Havnekomité.