Høringssvar vedrørende Ny skolestruktur på Amager

Oprettet: 17. januar 2011
Svarnummer:
35

Indsendt af

Mette West-Petersen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Der synes at mangle en forudgående offentlighedsfase, hvor berørte borgere kan komme med forslag og indsigelser. Det lader til, at planen om at sammenlægge 4 skoler, med påvirkning på flere tusinde elevers skolegang, allerede er vedtaget, og at 0-forslaget – altså hvor man undlader at gøre dette – ikke indgår i overvejelserne. Der indgår heller ikke et forslag om, eksempelvis at opføre ny skole, hvor befolkningstilvæksten rent faktisk foregår. Det synes i hvert fald mærkeligt, at en højprofileret bydel som Ørestad (der i øvrigt kun tiltrækker ressourcestærke, etniske danskere, grundet den høje kvm.pris) ikke kan tilbyde en folkeskole. Dette fremstår som dårlig, for ikke at sige fravær af planlægning. Det er i øvrigt tvivlsomt, om benævnte ressourcestærke Ørestadsbeboere vil sende deres børn i storskole, da disse mennesker sandsynligvis vil prioritere nærvær i deres børns uddannelse, og derfor vælge private alternativer til folkeskolen. Et forslag herfra er, at opføre en folkeskole i Ørestad eller i området omkring Islands Brygge. Det lader i øvrigt også til, at man med sammenlægning af fire skoler, rent administrativt, kommer uden om den udfordring som går på, at der er 'skoler med forholdsvist få tosprogede elever og skoler med forholdsvist mange tosprogede elever'. Sammenlægning af disse to typer skoler, giver et pænt resultat rent statistisk, men det løser ikke den udfordring, der rent faktisk findes, når en skole har for mange tosprogede elever. En sådan udfordring bør tages op med en dedikeret ledelse og personalegruppe der er i stand til at håndtere denne udfordring. I stedet for at styrke grundlaget for at give alle en god folkeskole – både de tosprogede og de etniske danskere, der går på skoler domineret af tosprogede elever, vælger man at lave en 'decentralisering' af ledelsen, hvilket enhver med en 9. klasse fra folkeskolen, kan sige sig selv, vil medføre det modsatte. En ledelse, der ikke er tæt på sin personalegruppe, kan umuligt tage de rette beslutninger. Der vil blive tale om gennemsnitlige løsninger der er 'nogenlunde' for alle skoler, frem for gode løsninger, der styrker den enkelte skole, med det behov der findes her (med skolerne hentyder jeg til de fire skoler, man ønsker at gøre til en).