Oprettet: 24. februar 2017
Svarnummer:
37

Indsendt af

Karsten Sørensen

Postnr.

1454

By

Kbh K

Høringssvar

Det er dejligt, at der – vist for første gang fra kommunens side – gøres en indsats for at dæmme op for den groteske udvikling, der har fundet sted i indre by i løbet af de sidste 5-10 år. Når gader som Vestergade ændres til Københavns svar på Jomfru Ane Gade, betyder det, at den forsvinder som færdselsåre i byen om aftenen og natten, idet den overtages af stærkt berusede folk fra Paradise Hotel-segmentet, som ikke føler ansvar overfor byen eller beboerne i området. Den ændring af ensretningen, der har fundet sted i Vestergade, betyder endvidere, at bilerne nu skal dreje til venstre fra Larsbjørnsstræde. Og ændringen må desværre konstateres at være en ommer. Bilerne kan nemlig ikke dreje til venstre, idet vejbanen foran Butchers altid er optaget af folk – og det medfører en tuden-i-horn-koncert, der gerne varer 10-15 minutter, fordi bilerne ingen vegne kommer. Det er derfor nødvendigt at ændre kørselsretningen tilbage, så bilerne let kan slippe ud af middelalderbyen. Det er vigtigt, at de eksisterende barer bliver deres ansvar bevidst, hvad angår det at drive en bar i et så tæt befolket område. Det er desværre ikke tilfældet pt., hvor ulovlige annekteringer af fortovet finder sted hver torsdag-lørdag. Den ekstreme larm, der finder sted i gaden, er efter min vurdering også barernes ansvar – hvis de vil have de penge, der følger med at drive en bar herinde, må de også være deres fulde ansvar bevidst. Hvordan politikerne vælger at regulere dette, er op til dem – men det har desværre sejlet alt for længe, så de må vise noget mandsmod nu og gøre op med moradset.