Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 8. december 2016
Svarnummer:
19

Indsendt af

Emma Toft

Virksomhed / organisation

Miss.

Postnr.

2200

By

KBH N

Høringssvar

Som borger i området ved Brorsons Kirke gennem syv år, daglig cyklist på Rantzausgade og mor med barn i den lokale børneinstitution må jeg kraftigt anbefale løsning 4 - at lade busruten køre ad Ågade og Borups Plads. Vi har i alt for mange år været plaget af et trafikalt helvede på Rantzausgade, hvor busser, biler, cyklister og fodgængere - heraf ufattelig mange børn - snor sig mellem hinanden, og hvor busser og biler ofte kører i et alt for højt tempo sammenholdt med det øvrige liv i gaden. Det er glædeligt, at kommunen nu vil løse det problem. Men at tænke sig, at busser måske skal til at køre ad de små gader i enten Hans Egedes Gade og Jesper Brochmands Gade eller Brohusgade er ufatteligt. Netop disse gader fungerer i dag som en form for helle, hvor borgere kan hvile ørerne for Ågades trafikstøj og med nogenlunde ro på nerverne aflevere sine børn uden at frygte trafikken. Det vil ændre sig markant, hvis der skal køre busser på en af de små veje flere gange i timen. For der er ikke plads til både busser, biler, cyklister og et hverdagsliv. Hvis kommunen har en intention om at fastholde de beboere, der måske har råd til at købe noget andet at bo i et fredeligere kvarter i byen, vil jeg mene, at kommunen skal satse på at skabe et mere roligt og harmonisk nærmiljø. Måske tegner jeg et for rosenrødt billede af 'den lille landsby', men efter min mening bør det være her, kommunen henter sin inspiration for at holde ressourcestærke beboere i kvarteret - til glæde for kommunekassen og de lokale skoler formoder jeg. Et roligt nærmiljø får man blandt andet ved at give fodgængere, cyklister og børn et sikkert rum at opholde sig i. Ikke ved at lade busruter æde de mere stille sideveje op til gene for beboere og bløde trafikanter. Så igen, flyt så mange busser som muligt til Ågade. Det kan selvfølgelig være en gene for de, der har problemer med at gå de ekstra meter, men jeg vil vurdere, at genen ved trafikalt miskmask på de små sideveje og omkring den grønne sti påvirker langt flere dagligt.