Oprettet: 4. december 2016
Svarnummer:
76

Indsendt af

Bo Sandberg og Line Posselt

Virksomhed / organisation

Naboer

Postnr.

2100

By

Kbh. Ø

Høringssvar

Vi finder det uacceptabelt og unødvendigt, at finansieringen af den nye skøjtehal på Østerbro gøres afhængig af grundsalg på Gasværksgrunden med henblik på så massivt nybyggeri som de foreslåede 30.000 m2 (ex plejecentret). Vi forstår ikke hvorfor det er så vigtigt for kommunen at klemme så massivt et boligbyggeri ind på et af de få tilbageværende grønne åndehuller, som er i bydelen, når Nordhavn og på sigt også fx Refshaleøen er bedre egnet til nybyggeri end Gasværksgrunden, der notorisk er en giftgrund, og hvis trafikale tilkørselsforhold i forvejen er temmelig kaotiske. Hvorfor lærer man ikke af historien? I 1985 blev grunden solgt til en række boligselskaber med henblik på boligbyggeri, men dyr forureningsoprensning mv. gjorde, at projekterne ikke blev til noget, så handlen gik tilbage i 1991. Og igen som led i fhv. Overborgmester Ritt Bjerregårds "Billig Bolig" planer omkring 2006-07 var Gasværksgrunden i spil til boligbyggeri, men også det blev droppet igen. Som mangeårig umiddelbar nabo til grunden, er det vores ønske, at Gasværksgrunden "shines op" og bliver et parkområde med en blanding af organiseret idræt (B93 og skøjtehallen) og bevaring af en smule af den vilde selvsåede bynatur, som er vokset frem gennem de seneste godt 40 år. Hvis politikerne mod lokalområdets ønsker, holder fast i boligbyggeri på Gasværksgrunden, ser vi gerne antallet af byggefelter reduceret fra de nuværende 4 til max 2 byggefelter inkl. plejecentret. Konkret vil vi hermed på det skarpeste protestere mod placeringen af især de to nordligste byggefelter, som vil spærre fuldstændig for udsigten og lysindfaldet i lejlighederne i hele ejendommen Sionsgade 5C, i det til ejendommen tilhørende udenomsareal (og i den integrerede daginstitution, Eventyrøen for den sags skyld). Vi står på ejendommens vegne til rådighed for dialog med både forvaltning og politikere.