Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Østre Gasværk Kvarteret - lokalplan nr. 545
Oprettet:
3. december 2016
Svarnummer:
72
Indsendt af
Ulla Kleisdorff
Postnr.
2100
By
København Ø
Høringssvar
Østre Gasværk – lokalplan 2016 (svar fra nabo Ulla Kleisdorff)
Mine betænkeligheder handler om:
Trafik.
I byggeperioden vil der være meget mere trafik via Svendborggade/Nyborggade. Og senere vil der være meget trafik til og fra de 4-500 boliger. Andre har foreslået adgang via Carl Nielsens Alle, men der er meget vanskelig passage gennem en smal port. Ved Sporsløjfen er der også smalt, så der burde være ensrettet, men så skal alle fodboldspillerne mv køre ud gennem det nye byggeri (eller omvendt, hvis ensretningen går den anden vej).
Stærkt forurenet jord.
Det er stærkt problematisk, at bygge på en grund med så giftig jord. Ved det aktuelle arbejde med fjernvarmeledninger bærer medarbejderne maske – det er vel ikke uden grund. Nogen mener, at det er den giftigste grund i hele kommunen, så den kan passende stå og dampe af i 50 år mere. Skal kommunekassen betale for oprensningen af grunden?
Den selvgroede natur.
Der står at den selgroede natur skal bevares, men disse byggeplaner vil ødelægge hele den selvgroede natur.
Dårligere adgangsvej til EventyrØen.
Den ny daginstitution EventyrØen vil få markant dårligere adgangsforhold fra den side.
Mere skygge til institutionerne i området.
Den nye bebyggelsen vil give meget mere skygge til EventyrØen, Østerbro Lille Skole og Strandvejsskolen. Skyggetegningerne i lokalplanen er ikke realistiske, de er for optimistiske, viser fx ikke december-skygger kl 8-9 når børnene afleveres.
Den nye bebyggelse for høj.
Med op til 8 etager vil det nye byggeri blive meget dominerende. Nabobygninger er ikke nær så høje, bortset fra det ene grønne højhus.
Hvis man absolut vil bygge, kan man nøjes med tæt/lavt byggeri eventuelt med 1 åben søjleetage til parkering og i givet fald kun til pleje- og ældreboliger, hvis der er så meget behov for det.
Park- og aktivitetsringen bør være mindst dobbelt så bred og med god belysning, måske overvågning, for at være tryg og i det hele taget brugbar for områdets beboere. Med den nuværende udformning vil den ikke være attraktiv.
Hele området bør være til rekreative funktioner og til brug for fx de omkringliggende skoler, der ikke har boldbaner og den slags.
For lidt parkeringsplads til den nye bebyggelse.
Det er for lidt med 1 parkeringsplads pr 150 m2 bolig. Ved ejerboliger er der brug for 2 pladser. Samtidig anvendes nu 40-50 pladser på den del af Nyborggade af omkringboende, specielt når der er arrangement i Parken.
Til slut vil jeg sige, at det er positivt og sympatisk at bygge almene boliger til mennesker med almindelige indkomster, som der står i lokalplanforslaget, men det bør der også være i andre områder fx i Nordhavn.
Det er også positivt, at der er fundet penge til en ny skøjtehal og at der fra et rigtigt byggeri ikke vil være de samme støjgener som fra den midlertidige hal, hvor der ofte er høj musik til langt ud på aftenen/natten.