Oprettet: 9. august 2016
Svarnummer:
90

Indsendt af

Kristoffer Kløvedal Helweg

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg er ikke byromantiker af den naive og fundamentalistiske slags, og har altså med andre ord ingen hede drømme om toiletter i fjerde uhumske baggård, men når det så er sagt, så må der altså stadig være en vis balance i tingene. Forstået på den måde, at tegn på vores og byens unikke forhistorie ikke må lade livet fuldstændigt, til fordel for ethvert nutidigt behov. I så fald kunne/skulle man jo rive mange historiske bygninger ned, og bygge billig-boliger i stedet. Man kunne jo eksempelvis starte med Kastellet og Rosenborg; rive "lortet" ned og så i øvrigt bygge på hele det grønne område omkring - men det gør man naturligvis ikke, da de respektive bygninger og områder har historisk betydning. De fortæller noget om byen og vores fortid. De har en værdi, der ikke kan gøres op i kroner og øre. Den samme har Sundevedsgade-karreen! Den fortæller en anden men lige så vigtig historie om byen og os indbyggere, men af uransagelige årsager forekommer størstedelen af lokalpolitikerne - heraf gamle ærværdige arbejderpartier - paradoksalt nok fuldkommen blinde (eller kyniske) ift. dette historiske "dokument" og nutidige herligt spraglede modgift til meget andet konformt og ensrettet byggeri i byen. En karré som Sundevedsgade, er netop én af de ting der adskiller København fra andre byer; mange andre bystyrer rydder uden at blinke charmerende, unikke steder som disse - ligesom Weidekamp i 80'erne - og mit og mange andres håb, er derfor at i lokalpolitikere kommer til fornuft, og tør at tænke mere langsigtet på byen som helhed, og ikke blot at der nu og her skal løses et problem koste hvad det koste vil. Hvad billig-boliger angår, så byg dog en masse højhuse (som er billige) dér hvor de ikke skæmmer bymiljøet omkring og/eller opføres på bekostning af dyrebare historiske bygninger. Der er massere af plads i Ørestaden, Nordhavn og Sydhavnen. På forhånd tak, Kristoffer K. Helweg