Oprettet: 29. juli 2016
Svarnummer:
59

Indsendt af

Signe Ravn

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Det er dybt skuffende, at de københavnske politikere nu planlægger at inddrage endnu en luns af Amager Fælled. Amager Fælled er et åndehul for byens borgere, en afstresningslomme, en mulighed for at opleve naturen tæt på, og for mit eget vedkommende en afgørende årsag til, at jeg har bosat mig i området. Fælleden bør ikke ende som en velklippet græsplæne for glade campister, der bare er forbi i ganske få dage. Københavnerne er her hele året, og vi glæder os over at bo tæt på et stykke natur, som man kan blive væk i på den gode måde. Argumentationen om, at Bellahøj Camping ikke kan moderniseres i tilstrækkelig grad, og at det skulle nødvendiggøre en campingplads på fælleden, er simpelthen ikke gangbar. Man kan ikke rimeligvis drage den slutning. Det her handler om mere en bare en campingplads, der er også planer om høje boliger (som næppe er til at betale for folk med almindelige lønninger) og en havnetunnel. Det er salamimetoden. Der skæres hele tiden skiver væk, og til sidst er der intet fælled tilbage. Politikere skylder borgerne at melde klart ud præcis hvor meget fælled, der vil blive endeligt fredet, før det er for sent.