Oprettet: 14. juli 2016
Svarnummer:
50

Indsendt af

Hans Peter Nielsen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Hvilket bymiljø ønsker man for Ørestad? Området har en udfordring med at tilbyde et godt nærmiljø til dels fordi området er nyt og har brug for at beboerne falder til, men også fordi byggeriet og gader ikke inviterer til ophold på gadeplan (bedst eksemplificeret med et stort indkøbscenter, der lukker sig om omverdenen). Hvis Ørestad skal udvikle sig til en ægte bydel i København, er der brug for at arbejde mere for nærmiljøet. En campingplads i området vil derimod modarbejde dette: 1) En del af Amager Fælled vil blive utilgængelig for beboere i Ørestad og Islands Brygge, dvs. fællesarealer for beboere bliver indskrænket. Et initiativ der derimod kunne arbejde for nærmiljøet ville være at tage samme område og gøre det til et aktivitets- og naturcenter til glæde for både de nære borgere og resten af København - og sikkert med større hensyn til Fælledens natur. 2) Campister på pladsen må man antage har lille interesse i nærmiljøet, da Københavns mange turist-tilbud ikke ligger i Ørestad og da de er på midlertidigt ophold. 3) Hvis man prøver at forestille sig en campingplads i Fælledparken, på Assistent Kirkegården eller i Søndermarken vil man sandsynligvis indse, hvordan det ville påvirke nærmiljøets kvalitet negativt for hhv. Østerbros, Nørrebros og Frederiksbergs borgere. For Ørestad handler det ikke om at tilgodese bydelens beboere for enhver pris, men når netop nærmiljøet er den måske største udfordring, så bør alle initiativer i området have det i fokus. Og derfor bliver det et nej tak til en campingplads i København på Amager Fælled.