Oprettet: 10. juni 2016
Svarnummer:
105

Indsendt af

Monica Hammer

Virksomhed / organisation

Skolebestyrelsen på Ørestad Skole

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Høringssvar fra Skolebestyrelsen på Ørestad Skole Skolebestyrelsen udtaler sig kun om høringens punkt 3, der vedrører skoledistriktet til Ørestad Skole. Hvad er Ørestad City? Ørestad er en nyetableret bydel. Den tiltrækker folk med et vist entreprenørskab, der gerne vil være med til at bygge noget nyt op. Københavns Kommune har været med til at skabe en tiltrækkende historie om et familievenligt område med gode forhold for børnefamilier. Bydelen er beboet af mange børnefamilier, og områdets brede bolig-sammensætning gør at man kan bo indenfor Ørestad City gennem flere aldre. Centralt i Ørestad City er Byparken og Ørestad Skole med bibliotek. Vi betegner dette epicenter som samlingspunkt i bydelen. De børn der bor omkring Ørestad Skole og omkring Byparken ER Ørestad Skole og skal naturligvis ikke flyttes ud af deres bydel til andre skoler. Hvad er skolens rolle i bydelen? En lokal skole er en rede for fællesskaber på tværs af alder og baggrund. Skolen er en stærk kulturbærer for bydelen og giver en sammenhængskraft, der gør at vi passer på hinanden og at vi passer på vores fælles faciliteter. Særligt for et nybygget område som Ørestad med mangel på idrætsfaciliteter og fritidstilbud, er skolen et vigtigt samlingssted hvor beboerne mødes og kender hinanden fra. Naboskole Dyveke Skole Skolebestyrelsen på Ørestad Skole mener at Københavns Kommune blander to ting sammen, når Ørestads elever skal bruges til at fylde Dyveke Skolen op. Skoledistriktet for Dyvekeskolen virker allerede stort, og burde indeholde de børnetal, som skolen kan rumme. Vi tror ikke på at forældre til børn i Ørestad City vil flytte deres børn til Dyveke, men at de fortsat vil søge Ørestad Skole. Naboskole Kalvebod Fælled Skole Grænsen mod Ørestad Syd med Kalvebod Fælled Skole er meget klar. Motorvejen og jernbanen skærer området fysisk over. Der er desuden et bredt erhvervsbælte af station, hotel og kontorbyggerier hvor børnene ikke bor eller kommer. Vi appellerer stærkt til, at Københavns Kommune, BUF lærer af erfaringerne med Ørestad Skole, og etablerer rigelig elevkapacitet på Kalvebod Fælled Skole. Hvorfor har Københavns Kommune denne udfordring? På Ørestad Skole har vi gentagne gange i løbet af de 8 år, vi har eksisteret, bedt om at der bliver lavet en langsigtet plan for skoleudviklingen i Ørestad, og vi har desværre kun oplevet at vores rammevilkår er blevet ændret igen og igen. Ørestad Skole blev planlagt som 1 ud af 3 skoler i Ørestad på en attraktiv hjørnegrund ved Byparken. Planerne blev ændret, og skolen blev flyttet til en lille frimærkegrund. Skolen blev tildelt overflytterlærere de første år, og startede op i nedrivningsklare barakker på Islands Brygge Skole. I løbet af de første fire år, flyttede skolens elever og lærere fire gange, og det sidste år på Islands Brygge Skole flyttede eleverne i barakker igen. Ørestad Skole var planlagt som en profilskole, og det blev italesat overfor de første generationers forældre, at skolen skulle have en særlig virtuel æstetisk profil. Men profiltilskuddet blev ikke tildelt og siden da er profilskolebegrebet blevet udvandet af politikerne i Københavns Kommune. Efter ganske få år med 2 spor har skolen de seneste 6 år fået indskrevet mellem 4 og 6 klasser hvert år. På trods af at bygningen kun kan rumme 3 spor. Vi mener derfor at både politikerne og forvaltningen i Københavns Kommune har kunnet forudse denne kapacitets udfordring, og har haft mulighed for at reagere i tide. Ørestad Skole har i hele sin levetid spillet med, været åben for samarbejde og løst sine opgaver pragmatisk og ambitiøst. Den lange række af ændringer har gjort det meget udfordrende at opbygge et stabilt og trygt læringsmiljø for elever, forældre og personale. I løbet af det seneste 1½ år har investeringerne i byggeriet i Ørestad taget fart, og Københavns Kommune har godkendt udbygninger i Ørestad Syd, City samt det nye beboelses kvarter ved Bella Centret. Vi ville ønske at Københavns Kommune, der både har musklerne til at bygge og teoretikerne til at læse befolkningsstatistik og lave børnevenlig byudvikling, vil tage konsekvenserne af deres udstykningsrus, og etablere de vuggestuepladser, børnehavepladser og folkeskolepladser, som modsvarer bydelens befolkningstal. Vi kan konstatere at Københavns Kommune har godkendt Bella Centrets boligkvarter, og planlægger et beboelseskvarter nord for Vejlands Alle; Amager Fælled Kvarter. Det vil være en logisk konsekvens at disse planer følges op af den tredje skole i Ørestad. Hvad vil Ørestad Skoles bestyrelse? Det er vigtigt for skolebestyrelsen på Ørestad Skole at der er sikre skoleveje for vores elever, da vi går ind for at børn skal transportere sig selv til skole. Det er vigtigt for Ørestad Skole at vi rummer de børn (og forældre) der bor omkring skolen, så de børn der går i børnehave sammen, til fodbold sammen og som mødes til leg på stierne også undervises sammen. Det samme gælder deres forældre. Det er vigtigt for Ørestad Skole at vi får et bæredygtigt skoledistrikt, hvor antallet af elever og antallet af faciliteter passer sammen på langt sigt. Det har vist sig at være et ineffektivt styringsredskab at justere skoledistrikterne (på grund af søskendegaranti, og da vi er den eneste skole i Ørestad med klasser op til 8.klasse) Vi ønsker at Københavns Kommune indgår forpligtende aftaler med bydelens ejendomsselskaber omkring en nærliggende undervisningsfacilitet. Vi ved at KLP ejer nabogrunden, og leder efter en lejer til deres nye byggeri. Som nabo til Ørestad Skole ligger Wing House, som udlejer lokaler. Det er alment kendt, at Ferring bygger nyt i Kastrup, og snart flytter fra Ferring Tårnet. Vi bor ovenpå et Parkeringhus, som måske kunne delvist ombygges til skole. Alternativerne er mange og vi er klar til at indgå i en konkret dialog med Københavns Kommune om en robust løsning, både på den korte bane og med et varigt sigte. Kort Fortalt Kort fortalt er vi imod at dele skoledistriktet, og sende halvdelen af Ørestad Citys børn til Dyveke Skolen fra 0-6 og fra 7. klasse til Højdevangs Skolen. Kort fortalt er vi for at skabe et selvstændigt, tredje skoledistrikt i Ørestad omkring Bella Kvarteret. Kort fortalt er vi for at lave en udbygning af Ørestad Skole og påtage os at skabe god undervisning i de nye rammer. Tak fordi I lytter Venlig hilsen Skolebestyrelsen på Ørestad Skole