Oprettet: 22. maj 2016
Svarnummer:
44

Indsendt af

Liza Borisova

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg finder det ubeskriveligt ærgerligt, at det er tiltænkt at dele Byparken i Ørestad City på midten hvad angår skoledistriktet. Går man en tur gennem parken en solskinsdag ser man børn, der leger sammen på kryds og tværs. Dette vælger man at splitte op til ”os” og ”dem”, som en usynlig mur. Efter endt studie har jeg valgt at fortsætte med at bo i Ørestad, fordi jeg identificerer mig med området, som jeg har været vidne til udvikle sig de sidste 8 år. Jeg har netop valgt denne lokation, fordi den ”har det hele tæt på” – inklusiv folkeskole. Men inden jeg nåede at sætte børn i verden, kan jeg åbenbart droppe tanken om at lade mit barn gå en sikker vej til skole – for i fremtiden er vi nu ikke længere en ”rigtig” del af Ørestad, for vi bor på den ”forkerte side” af parken. Det kommer sikkert også til at spille ind på ejendomsværdien. Således føler jeg mig taget ved næsen – ved at støtte op om en fremtidig bydel – som ikke kommer min familie til gavn i fremtiden. Hvordan kan dette være en permanent fremtidsløsning for et område, som netop et tiltænkt børnefamilier ? I forvejen har kommunen været ufattelig langsomme til at erkende behovet for vuggestuer og børnehaver. Men nu er det også kommet til skolerne. Det er desværre ikke overraskende – men man ærgrer sig inderligt som Ørestadsbeboer, at der fra kommunens side ikke tilbydes mere end en lappe løsning. Hvis man virkelig mener, at Ørestad er en børnevenlig by og vil tage beboerne alvorligt – så tag skole nummer 3 på tegnebrættet. For Ørestad vokser og vokser – og vi har brug for en skole til, som binder Ørestad sammen – ikke en omlægning af skoledistriktet, som splitter Byparken og børnene ad.