Oprettet: 18. april 2016
Svarnummer:
27

Indsendt af

Helle Larsen

Virksomhed / organisation

Lyrskovgade

Postnr.

1758

By

København v

Høringssvar

Hermed høringssvar fra de 2 kommunale tilbudsledere på AST-området i Center City. Vi finder det problematisk, at Vesterbro er blevet nedprioriteret som bydel:  Man ønsker fra politisk hold større tilbud, men vælger at lave en halv, fragmenteret løsning på et af de største og mest belastede område i København – et område med et stort behov for socialpsykiatriske tiltag i form af livsmestringsforløb, samt ikke mindst tilbud med kvalificeret omsorg og samvær.  Det er vores faglige vurdering og et gennemgående træk i tilbagemeldingerne fra de deltagende brugere på workshopsene i efteråret, at AST skal have lettilgængelige tilbud. I og med at Vesterbro er blevet fravalgt som havende omsorgstilbud målrettet til målgruppen, skal man som psykisk sårbar beboer i Indre by - som vel at mærke går helt ud til Christianshavn - på en længere rejse for at nå et af vores tilbud i Sydhavnen, Valby eller på Østerbro. I udkastet står der, at alle bydele skal have et omsorgstilbud, men vi må konstatere, at dette ikke gælder Vesterbro og Indre by.  Der er en stor fordel ved og et behov for at samle fagkundskaberne ét sted for vores målgruppe, og matriklen i Valdemarsgade kunne være oplagt til formålet, idet den ligesom matriklerne på Kirsten Walthersvej og Svendborggade indeholde små og store lokaler, således at flere livsmestringsforløb vil kunne køre sideløbende med omsorgstilbud. En stor del af motivationsarbejdet i forhold til at skulle deltage i livsmestringsforløb, sker i det uformelle samvær brugere og personale imellem, samt peer to peer – det, at se en anden bruger forlade et vellykket livsmestringsforløb og efterfølgende høre ham fortælle om dette i samværet, virker meget motiverende på de andre brugere, viser vores erfaringer fra Ottilia og Milepælen. Ved at lave et fragmenteret tilbud og skille samværsdelen fra afskærer man denne givtige mulighed.  Lokalerne i Valdemarsgade ligger tæt på Hovedbanegården, hvilket gør stedet tilgængelig for det meste af byen. Desuden er de kommunale og kræver således ikke en deponering.  Vi foreslår Vesterbro tilføres 3 millioner, og at vi bytter lokaler med Kontaktcentret i Valdemarsgade, således at de flytter til Lyrskovgade, hvor lokaliteterne skønnes at dække behovet i deres målgruppe: mulighed for at tage bad, stort køkken til fremstilling af dagens måltid og stor café til samvær og rådgivning. Den bebudede demografiske besparelse har fået et urimeligt omfang:  Center City og Center Nørrebro blev stillet den opgave at finde besparelser, idet den demografiske undersøgelse viste, at vores områder var overrepræsenterede ift. omfanget af den potentielle målgruppe. Opgaven, vi fik, var at pege aktivt på mulige sparreområder, hvilket vi gjorde. Nørrebro, der blev stillet samme opgave, valgte derimod at arbejde på en – som de kaldte det – Rolls Royce model uden spareforslag.  Resultatet er blevet: o at vi skal spare 5,7 millioner, o Nørrebro får 1 million ekstra i forhold til det tidligere budget. o Derudover er der lagt op til, at Center City skal dække udgifter til Fountain houses tilbud til unge og studerende – Center Nørrebros spor. Ud af de 20 millioner får Fountain 7.461.142 kr. til opgaver rettet mod unge- og studieindsats, mens kernehuset på 1.522.102 dækker de voksne, som er interesserede i livsmestringsforløb, og som er Center Citys egentlige målgruppe.  Så Center Citys reelle besparelse – og hermed også på den pulje, der er afsat til livsmestringsforløb – er på 13.238.211-, hvilket der på ingen måde er belæg for i den demografiske undersøgelse. 5.777.069,- kr. til demografiske regulering til Amager og Nord Vest – og nu også Nørrebro!? 4.325.422,- kr. til Nørrebros ungeindsats 3.135.720,- kr. til Nørrebros studieindsats 13.238.211,- kr. i alt i besparelser i forhold til sporet livsmestringsforløb  Det efterlader 13.123.234,- til at dække livsmestringsforløb og tilgængelige omsorgstilbud i 5 bydele: Østerbro, Indre by, Vesterbro, Sydhavnen og Valby – er dette regnestykke lavet med åbne øjne? Ottilia har et stort brugerfremmøde og har behov for en matrikeludvidelse:  Ottilia har haft en generel vækst i brugerfremmødet på omkring 40 % - på nogle tidspunkter 50 % - og lokalerne er ikke store nok, mange nok eller hensigtsmæssig placeret til at rumme denne brugertilgang. Cafeens og køkkenets størrelse og placering i forhold til hinanden gør, at lokalet er overfyldt. Det indebærer, at brugere forlader tilbuddet pga. støjgener, manglende plads på de udbudte aktiviteter, samt at brugerne må spise deres mad købt i cafeen i det kreative værksted og tv-stuen, fordi der ikke er plads i cafeen. For personalet betyder lokalerne, at der er meget uro og støjgener.  Ottilia rummer et kontor på ca. 14 kvadrat meter. Her er gjort plads til tre kontorpladser. Der er ikke et eget kontor til leder. Den trange plads medfører følgende gener: o Det er meget støj på kontoret, og mulighederne for koncentration i forhold til arbejdet forringes. o Der er ikke et eget kontor til leder, hvilket blandt andet betyder, at fortrolige samtaler henvises til ”udenfor” Ottilia. o Vi er bekymrede for, at pladsmangel og støjgener vil påvirke medarbejdernes og leders arbejdsmiljø i negativ retning.  I løbet af det sidste år har Ottilia skullet forholde sig til flere opgaver - opgaver som kræver plads og tiltrækker flere brugere: o Projekt Minvej er en opgave som er placeret i Ottilia o Galleri 24 er en opgave som Ottilia varetager.  En udvidelse af Ottilia er mulig, da der på samme adresse er ledige lokaler.  Ang. Ottilias budget: o Ottilia er ikke er tiltænkt en budgetudvidelse, men står foreslået med 2.931.131,-, som tilsvarer Ottilias budget inden AST strategien. Ottilia beskrives som et af de tilbud, som skal udvikle det nye spor, samt udføre mere ressourcekrævende livsmestringsforløb. Det kan derfor undre, at budgettet til eksempelvis Mamma Mia, er større (foreslås til kr. 3.376.606) i sær når Mamma Mia kun er tiltænkt at drive omsorgstilbud.  Vi foreslår, at Ottilia tildeles ressourcer tilsvarende en matrikeludvidelse, så udbud og efterspørgsel stemmer overens, og det dermed bliver muligt at løse opgaverne. Det kræver ressourcer at udvikle et nyt spor:  Vi konstaterer, at Center City mod forventning ikke er blevet tildelt ekstra ressourcer til udvikling af et for Københavns kommune nyt spor: Livsmestringsforløb  Centrene kan have forskellige behov, og derfor er det vigtig, at budgettet lægges i forhold til, hvad behovet er – den nuværende fordeling af bydækkende kvalitetsløft forekommer ikke at tage udgangspunkt heri.  De andre centre, der fortsætter med allerede kendte spor, tilføres samme beløb eller større (Nørrebro) til trods for at deres spor er veldefinerede og har flere år på bagen.  Det kræver faglighed, fordybelse og ro at udvikle et nyt spor, og Center City skal i gang med følgende ressourcekrævende opgaver: • Kompetenceudvikling af vores medarbejdere – de skal lære nye evidens baserede metoder (i første omgang IMR + TP + socialfærdighedstræning + Fokus)og teorier, og skal erhverve sig undervisnings- og projektledelseskundskaber. • Udvikling af nye samarbejdsmodeller – i forhold til specielt voksenenheden. • Udvikling af visiterede forløb. • Projektansætte medarbejdere med viden og kompetencer, som det pædagogiske personale ikke har, så som psykolog til samtalegrupper ol.  Vi skønner, at udviklingen af livsmestringssporet vil koste 350.000 – en udgift de andre spor må formodes ikke at have, og derfor skal der tilføres en ekstra bevilling til Center City. Vi skal have de rigtige medarbejdere på de rette steder:  Center City har i årenes løb uddannet medarbejdere med speciale indenfor sundhed og beskæftigelse, hvilket betyder, at vi eksempelvis har en beskæftigelseskoordinator og uddannede sundhedscoaches i vores medarbejdergruppe. Det er ærgerligt, hvis medarbejderne ikke får brugt deres uddannelser og kompetencer – vi synes, det er vigtigt, at vi har medarbejdere, der brænder for deres felt. Desuden synes vi, det er et ressourcespild og et stort videnstab for kommunen, hvis disse medarbejdere ikke får mulighed for at bruge den viden og de kompetencer, vi som kommune har investeret i.  Ligeledes har Center City behov for medarbejdere, der har interesse og evner for at arbejde med livsmestringsforløb; et nyt arbejdsområde, som kræver kompetente medarbejdere for at blive en velfungerende succes.  Vi opfordrer derfor til, at medarbejderne får mulighed for at vælge, hvilket spor de ønsker at arbejde med i en prioriteret rækkefølge, og at vi som ledere får mulighed for at vælge de mest egnede til de opgaver, der skal løses på de 4 spor. Sydhavnen på kommunale hænder:  Som kommunale aktører agter vi at byde ind på Sydhavnen, og da det er sparsomt med kommunale bygninger i området, foreslår vi at gøre brug af den deponering, der ligger på Café Rose, Lyrskovgade – med mindre Kontaktcenteret flyttes hertil – samt Pegasus og Amadeus. Vi vil sikre os, at dette er indtænkt, så vi kan byde ind på lige fod med de selvejende organisationer. Østerbro på kommunale hænder:  Svendborggade 3 foreslås genåbnet. Vi ser behov for et stort kommunalt tilbud på Østerbro, der vil kunne supplere Fountain House, og hvor brugerne kan komme uden at skulle være medlem. Et kommunalt tilbud i Svendborggade vil tilbyde livsmestringsforløb i et tæt samarbejde med andre kommunale enheder, for eksempel hjemmevejlederne og voksenenhederne. Den demografiske undersøgelse viser en stor brugergruppe i området. Det kommunale har ved Milepælen været repræsenteret i området, og vi har derfor et stort kendskab til områdets målgruppe. Når alt dette er sagt, vil vi understrege, at vi ser frem til at skulle i gang med arbejdet og med de nye ideer, som vi tror på vil gavne vores målgruppe – det er dog vigtigt, at rammerne for udviklingsarbejdet er i orden, så vi håber meget, at vores ovenstående tanker, iagttagelser, underen og ideer vil blive inddraget. Med venlig hilsen Lise Kivijervi Leder af Ottilia og Café Rose Helle Larsen Leder af Lyrskovgade