Høringssvar vedrørende Ny beboelsesejendom på Rådmandsgade 32

Oprettet: 12. november 2015
Svarnummer:
34

Indsendt af

Kathrine Saxild

Virksomhed / organisation

Beboer i Rådmandsgade 30

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Det bliver en sorgens dag for beboere og andre, der dagligt kommer i Rådmandsgade, hvis planerne om at opføre 7-etages ejendomme realiseres. Som beboer i det smukke hus i nr. 30 oplever jeg dagligt beundrende og nysgerrige blikke: Folk fascineres af dette unikke sted, der på samme gang peger tilbage og frem i tiden og fortæller masser af historier. Rådmandsgade fortæller historien om levende småindustri i baggårdene beliggende side om side med mærkeligt gammeldags kunstner – og autoværksteder, små fine hatteforretninger, grillbarer, pornobutikker, værtshuse, vascomater og alt det andet, der udgjorde Nørrebro engang. Det er også historien om moderne menneskers behov for at leve i et miljø med liv og sjæl. Sjælen i Rådmandsgade er (sub)kulturer der mødes, det er kulturliv og børn og voksne i alle aldre og farver, og det er ildsjæle, der brænder for vores unikke miljø; et vildtvoksende, rørende og ramponeret hverdagsnørrebro. Lige som vi elsker det. Det er ikke romantisk nostalgi det hele. En storby og dens gader er i konstant forandring og ændrer form – og sådan skal det være. Men kære politikere, lev nu op til jeres egne ord om borgerinddragelse. Inddrag os i jeres planer for vores gade. Er de to planlagt opførte 7-etages huse starten på at rydde op og rydde ud i gaden og lave byfornyelse på den ikke-inkluderende og brutale måde? Hvad er egentlig planen?