Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 29. september 2023
Svarnummer:
109

Indsendt af

Bente Maegaard

Virksomhed / organisation

Grundejerforeningen Vigerslev Haveforstad

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Tak for høring om Københavns kommuneplanstrategi

https://blivhoert.kk.dk/sites/blivhoert.kk.dk/files/forslag_til_kommuneplanstrategi_2023_offentlig_hoering.pdf

I grundejerforeningen Vigerslev Haveforstad har vi bemærket at en stor del af kommuneplanstrategien handler om fortætning. Vigerslev Haveforstad er et grønt villakvarter i det yderste Valby, og det er vigtigt for os at forblive et grønt, klimavenligt kvarter; derfor vil vi på det skarpeste advare imod at ændre minimumsgrundstørrelsen, der i Kommuneplan 2019 er på 600 m2.

Denne minimumsgrundstørrelse er på linje med de fleste omegnskommuner, der alle har lignende regler i deres kommuneplan. Formålet med minimumsgrundstørrelser er dels at sikre grønne og luftige boligområder, og dels at begrænse det spekulationsbyggeri, som også foregår i København. Her har vi set spekulanter opkøbe villagrunde med det formål at bygge flere boliger og sælge dem med fortjeneste. Omvendt tillader reglen også, at en grund faktisk kan udstykkes, i fald den har størrelsen til det. Det er vigtigt for os at vores grønne villaområder skal udvikles og ikke afvikles. Det lever reglen om minimumsgrundstørrelser fint op til.

Det er vigtigt at villakvarterne kan bevares i den oprindelige ånd, og det kan i den forbindelse overvejes at udarbejde lokalplaner for områderne, der ultimativt kan sikre dette.

Hvor villakvarteret er etableret med grundstørrelser på de nævnte mindst 600 m², og det er et ønske, at kvarteret bevares i samme ånd, så bør det også være samme niveau, dvs. 600 m², som ansøgninger om udstykning skal holdes op mod.

Det er således indlysende vigtigt, at der findes en minimumsgrundstørrelse, da villaområderne ellers nemt kan afvikles administrativt, uden at der er politisk, demokratisk mulighed for at gribe ind.

Usikkerhed om mulighederne for udstykning kan i øvrigt også medføre økonomisk usikkerhed om beskatningen jf. de seneste offentlige (foreløbige) vurderinger.

Grundejerforeningen Vigerslev Haveforstad skal derfor indtrængende anmode om, at der ligesom i Kommuneplan 2019, også i den nye kommuneplan fastsættes en minimumsgrundstørrelse, og at denne ikke bliver mindre end 600 m2. Vi ønsker også at sikre os, at bebyggelsesprocenten for fritliggende huse i villaområder ikke overstiger bestemmelserne i Bygningsreglementet § 170, stk. 2, og dette bør indskrives i B-rammerne i kommuneplanen.

Med venlig hilsen

Med venlig hilsen

Bente Maegaard, formand