Oprettet: 14. maj 2023
Svarnummer:
14

Indsendt af

Jens Peter Mortensen

Virksomhed / organisation

Initiativtager til snarlig stiftelse af foreningen Zero Waste Danmark

Postnr.

2100

By

KØBENHAVN Ø

Høringssvar

Høringssvar til høring om Affaldsregulativ 2023

Fra en af initiativtagerne til snarlig stiftelse af miljøorganisationen

Zero Waste Danmark, Jens Peter Mortensen

Genbrug af emballager i husholdningsaffald

Ved genbrug af emballager i husholdningsaffald er der en enorm gevinst i ressource besparelser og mindre klimapåvirkning fremfor hele tiden at skulle producere nye emballager. Det er derfor en skuffelse, at affaldsregulativet mangler ordninger for genbrug af emballager.

Kun glasaffald sorteres til genbrug. Det er imidlertid ikke nævnt i affaldsregulativet. Glasaffald, der samles ind i kuber, sendes til sortering. Vinflasker sorteres ud til vask og genopfyldning svarende til 31 % af glasaffald.

Mængden af glasaffald til genbrug kan øges ganske betragteligt. Det kræver imidlertid, at kommunen begynder at samarbejde med de ansvarlige producenter, der fra 1. januar 2025 har ansvar og skal betale for affaldsbehandling af emballager.

Et sådant arbejde med ansvarlige producenter kan øge genbrug ikke kun for glasemballager men også for plastemballager.

Kommunens engagement i samarbejder med ansvarlige producenter er imidlertid helt fraværende.

Det foreslås, at kommunen skal arbejde med genbrug af emballager og ordningerne skal fremgå af affaldsregulativet.

 

Sortering af restaffald ligner Green Washing

Politikerne i Teknik- og Miljøforvaltningen har mandag den 8. maj besluttet, at ARC skal etablere et sorteringsanlæg til sortering af genanvendeligt affald fra restaffald for at kunne få en omsætning, der gør det muligt at importere affald til forbrænding.

Det giver ingen mening.

Det kunne være nogen skulle overveje at få Ombudsmanden til at kigge nærmere på, at dette projekt ikke skal betegnes som en del af en grøn omstilling men som Green Washing.

 

Prisen på en spand til restaffald

Affaldsregulativet henviser til et takstblad, hvor de forskellige afgifter præsenteres. Beskrivelsen af afgifterne er svære at gennemskue. Hvordan afgifterne fastsættes på de enkelte affaldsfraktioner er ikke forklaret.

Afgifterne skal afspejle udgifterne til affaldsbehandlingen. De må ikke give overskud og heller ikke give underskud. De skal hvile i sig selv. Det er således afgiften på indsamling og behandling af restaffald, der skal finansiere forbrændingsanlægget ARC.

Udgifterne til affaldsforbrænding er steget ganske betragteligt med bygning af ARC. Det må derfor forventes, at affaldsafgiften sættes op.

En lille spand til restaffald koster 3.000 kr. pr. år. Det har den gjort minimum siden 2011. Da ARC er bygget med dobbeltkapacitet af, hvad der kan leveres fra de 5 ejerkommuner, så skal afgiften på en spand til restaffald som minimum fordobles.

Derudover kommer ca. halvdelen af indtægterne til ARC fra levering af varme. Er der ikke noget affald, så tjenes disse penge imidlertid heller ikke. Derfor må afgift til en spand til restaffald yderligere fordobles.

Det foreslås derfor, at den samlede afgift til en spand til restaffald skal finansiere ARC og skal som minimum firedobles.