Oprettet: 24. september 2022
Svarnummer:
151

Indsendt af

Margrethe Albeck

Postnr.

1552

By

København V

Høringssvar

Høring om Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen.

Mit høringssvar kommer til at tage udgangspunkt i planerne om en p-kælder under Dantes Plads, som ifølge det ændrede bykort over Middelalderbyen ikke er en del af denne, selvom den ligger, hvor den hele tiden har ligget, nemlig på tidligere Holcks Bastion, som strakte sig fra Ny Kongensgade næsten op til Stormgade og stort set lige så langt ud i Stadsgraven, altså en del af Københavns befæstning.

Det er spændende planer for Middelalderbyen, der udfoldes i Byrums- og trafikplanen. Ikke bare hvad angår ideerne om, hvordan man får løst trafik- og parkeringsproblemerne, men hvad man vil med Middelalderbyen i det hele taget.

Der peges på 4 grundelementer for udviklingen af Middelalderbyen:

1) Byrum, der fortæller (Egenart og kulturarv)

2) Bedre balance i bylivet (Kultur- erhvervs- og hverdagsliv)

3) En grønnere Middelalderby (Bynatur)

4) Mere plads til fodgængere og cyklister (Mobilitet)

 

Alle 4 temaer passer på en prik på Dantes Plads:

 

1) Dantes Plads med strækningen Ny Kongensgade op ad Vester Voldgade til Stormgade, som man (?) snedigt har tegnet ud af Middelalderbyen, ligger på en del af Befæstningsringen, som der netop er planer om at gøre til et tema, der vil kunne understrege Middelalderbyens forsvarshistorie. Den ene langside af Dantes Plads udgøres af den monumentale ejendom Holckenhus, opkaldt efter bastionen. ("Flytningen" af Dantes Plads fra i Middelalderbyen til udenfor foregår mellem oktober 2018 - Via Trafik og Schønherr og februar 2019 - Via Trafik og Schønherr)

Pladsens andet historiske tema er sammenhængen med Glyptoteket. I 1889 opstod ideen om en passende plads foran den kommende storslåede bygning. Fremsynede medlemmer af Borgerrepræsentationen med borgmester Øllgaard i spidsen beslutter sig for at afstå byggegrunde for at give Glyptoteket en markant plads foran bygningen, en plads som strakte sig fra Glyptoteket henover den daværende Vester Boulevard til Vester Voldgade, hvor blikket fortsætter gennem Ny Vestergade mod Christiansborg og danner en berømt akse, en af de sigtelinjer, der også lægges vægt på i 1) Byrum fortæller. I 1921 får pladsen sit navn i anledning af 600 året for digterens død.

2) Dantes Plads byder på en grøn pause i byen med rum til ophold, leg og servering. Pladsen er let at krydse med rige muligheder for at sætte sig og nyde stedets æstetiske og sanselige kvaliteter. Men med en p-kælder, som er estimeret til at tiltrække daglig 1000 biler ned og op ad køreramperne er det forbi med roen og de sanselige kvaliteter. Balancen mellem kultur og erhvervsliv vil være ødelagt! Pladsen prisgivet til et kommercielt formål, som er i modstrid med stedets ånd og udseende.

3) En grønnere Middelalderby efterlyses. Men for at anlægge en p-kælder i 3 etager må man først fælde pladsens 24 store skyggefulde træer! Man bedyrer, at om 3-4 år, når byggeriet måske er færdigt, vil der blive plantet træer til erstatning. Måske har andre set, at en landmand i Mellemøsten ikke kunne forstå, at hans oliventræer ikke kunne gro. Opdagede, at der en halv meter nede lå et byzantinsk mosaikgulv. Mon ikke en cementkube under den omforgjorte plads vil have nogenlunde samme virkning? Til gengæld vil pladsen være "prydet" af en glas-elevator a la Metroens ud mod Glyptoteket, ventilationsskorstene, nødtrappe og sidst, men ikke mindst, et dobbeltsporet kørerampeanlæg, som vil fylde næsten halvdelen af den smalle side af pladsen ud mod Vester Voldgade.

4) Hvis der kommer en p-kælder under Dantes Plads, vil det være slut med at færdes nogenlunde uhindret ned ad fredeliggjorte Vester Voldgade, især hvor Dantes Plads passeres. Biltrafik ned og op fra p-kælderen, henover fortov og cykelsti vil uden al tvivl byde på decideret farlige situationer. Allerværst er dog situationen for de snesevis af skole- og børnehaveklasser, som daglig krydser Dantes Plads og Vester Voldgade på vej til og fra skoler, børnehaver og ikke mindst Nationalmuseet. Ikke alene risikerer de at blive kørt ned, men CO2-udslippet vil stige kraftigt, hvis Q-parks og Kommunens planer bliver til virkelighed og skade især børns sarte hjerner. - Det er så meget mere vanvittigt at insistere på den unødvendige p-kælder, når man læser de gode og ambitiøse Byrums- og trafikplaner for Middelalderbyen, hvor målet er at mindske biltrafikken.

Kære politikere og Teknik- og miljøforvaltning!

Beslutningen om en p-kælder under Dantes Plads blev taget på et tidspunkt, hvor sammenhængen mellem trafik og klima endnu ikke var så tydelig. I dag ved man bedre! "At fejle er menneskeligt, men at fremture er skændigt!"