Oprettet: 21. august 2022
Svarnummer:
82

Indsendt af

Camilla Rosschou

Postnr.

1443

By

København K

Høringssvar

Tanken er såmænd sympatisk nok, omend en smule naiv. Hver gang der inddrives p-pladser ved forsøg, renovering af bygninger og andet, er scenariet, at mængden af biler der cirkulerer i området, øges markant, hvilket både forurener og skaber mere trængsel i de små gader. Samtidig har den seneste tids udvikling vist, at færre p-pladser indbyder til mere udeservering og fest i gaderne natten lang til gene for de mennesker, der rent faktisk bor i området. Det er mig en gåde, at man ikke kigger på en model, der begrænser den udefrakommende biltrafik og tager hensyn til de borgere, der bor i området. Under corona, hvor de fleste var hjemme, så vi, hvor få biler der var i middelalderbyen, da det kun var beboernes biler, der var hjemme. Der var masser af ledige p-pladser. Hvis nu man i stedet for at straffe de mennesker, der bor i indre by, begrænsede adgangen i bil for gæster (med undtagelse af gul-plade biler) ville man formentlig opnå et langt bedre resultat. Samtidig med at man undlader at drive almindelige voksne mennesker ud af byen. I dag ser jeg en udvikling, hvor lejlighederne i højere grad bliver indtaget af unge som delelejligheder (hvilket der i sig selv intet galt er i, udover det er trist, hvis man mister diversiteten) og/eller lejligheder til Airbnb udlejning. Skal vi ikke have en by, hvor vi alle kan bo? Det får vi ikke, hvis det bliver fuldstændig umuligt at have en bil som beboer i indre by. Lad os nu flytte perspektivet og se på hvem, der skal "betale" for en grønnere by, som jeg faktisk tror, de fleste - inkl. mig selv - gerne vil have.