Oprettet: 28. september 2020
Svarnummer:
11

Indsendt af

Thomas Sofienberg

Virksomhed / organisation

Ungdomsklubben Smedetoften

Postnr.

2400

By

København

Høringssvar

Ungdomsklubben Smedetoften har læst høringsmaterialet vedrørende Lokalplan Lygten II. 

Vi tilslutter os projektets visioner og bakker op om projektets målsætninger af følgende årsager:

- Som beboer og far i Nordvest-kvarteret har vi oplevet en stigende utryghed i området omkring Lygten. Vi har bl.a. set hvordan der til tid til anden bliver solgt stoffer i området. Vi har desuden oplevet truende adfærd mod borgere fra grupperinger i området. Vi mener af samme årsag at flere private boliger vil tiltrække flere ressourcestærke beboere, som kan være med til at sikre trygge rammer i området. Det er vigtigt for vores unge, at de kan komme til og fra ungdomsklubben og føle sig trygge, og at deres forældre føler sig trygge ved at de befinder sig i området og i klubben.  

- Der er i forvejen en høj koncentration af almene boliger i området. Vi er som sådan ikke imod almene boliger, men vi mener at området har brug for initiativer, som kan fremme områdets udvikling. Ideerne i høringsmaterialet beskriver, hvordan man vil skabe bedre rammer for iværksættere, der kan tilføre området nyt liv og økonomisk fremgang ikke mindst. Hvis man lykkedes med at tiltrække de rette iværksættere, som ønsker at skabe initiativer for og med lokalområdets beboere, så tror vi det kan skabe den udvikling, som området har brug for, og løfte det til et område med vækst, sociale mangfoldighed og plads til alle.

- Projektet indeholder grøn beplantning, hvilket er tiltrængt i området. Området er for nuværende præget af gamle slidte industribygninger, som mildt sagt skaber en dårlig stemning. Mulighederne for cykel gennemkørsel, legemuligheder og rekreative områder vil uundgåeligt forandre området til det bedre. Også for vores unge. De gode forhold for cyklister går også i fin forlængelse med planerne om at etablere en cykeltunnel fra Rentemestervej til Nørrebro under s-togsbanen. 

- Hvis projektet som beskrevet for nuværende vil blive realiseret vil det gavne områdets renommée og sikre flere besøgende fra resten af København og være attraktiv for turisme også - senest har vi set hvad gavlmalerierne på Rentemestervej har gjort for området med gadevandringer i weekenderne for at kigge på kunstværkerne og besøge de lokale restauranter og cafeer. Alt sammen med til at udvikle området positivt. Det er væsentligt at kigge på projektets langsigtede udvikling, når der skal bygges nyt og her mener vi, at der er blevet udviklet et projekt, der tager højde for Nordvestkvarterets langsigtede udvikling. 

Som borgere og forældre i Nordvestkvarteret er vi bekymrede for beboersammensætningen. Vi har brug for familier, unge og ældre, som kan skabe nye initiativer og fremme områdets mange gode potentialer. Derudover har vi brug for nye bygninger og vedligeholdte rekreative områder, som skaber tryg og social adfærd. Det mener vi projektet kan, og derfor bakker vi op om projektet og ønsket om færre almene boliger. Ikke fordi vi er imod almene boliger som sådan, men fordi vi mener området har brug for de initiativer, der er skitseret i projektet.