Oprettet: 5. juni 2019
Svarnummer:
24

Indsendt af

Jimmi Holst

Postnr.

1700

By

København V

Høringssvar

Kære medarbejdere i Teknik- og Miljøforvaltningen, I forbindelse med beslutningen om en eventuel ophævelse af reguleringsplanen er det mit håb, at flere forhold kan tages med i betragtning. Disse forhold drejer sig ikke om en standsning af fremskridt og erhverv i form af hotelvirksomhed, men i højere grad om, at man prøver at anlægge en menneskelig og miljømæssig betragtning, og derved eventuelt tager hensyn til borgerne i nærområdet. De borgere, naboer, som skal forholde sig til et eventuelt hotel eller anden virksomhed hver eneste dag. Jeg er en af dem, men vil trods alt alligevel prøve, at se dette ud fra hensyn, der ikke kun er mine egne. Som beboer, og nabo til det nybyggede Scandic Hotel, har jeg oplevet en markant stigning i trafikken på Skelbækgade. En stigning der mildest talt ikke er særlig miljøvenlig, hverken når det kommer til almindelig udledning af udstødningsgasser, men heller ikke i forhold til almindelige støjgener i form af åbning og lukning af bildøre og motorstøj ved start og stop. Hertil kommer den øgede mængde trafik i form af hyrevogne, last- og skraldebiler, som naturligvis imødekommer et moderne hotels behov hver eneste dag. Når der drives erhverv, kan denne trafik foregå døgnet rundt, som det i forvejen opleves ved anden erhvervsvirksomhed i nærområdet. Det må groft set kunne antages, at der sker en fordobling af de ovennævnte miljø-og støjmæssige gener ved etablering af yderligere et hotel uden at skele til størrelsen. Det er der ingen beboere, som hverken kan eller bør være tjent med, selvom de bor i byen, hvor et vist støjniveau naturligvis må forventes. Noget af det der særligt kendetegner Københavns brokvarterer er den helt særlige tilstand af, at der kan falde ro over byen. Det gælder i høj grad også Vesterbro. Der er plads til, at mennesker kan være mennesker. Der er grønne områder, som folk benytter til at mødes i og på, kæledyr kan luftes i, og hvor folk generelt finder plads til hinanden. Fra Københavns Kommune har man helt korrekt for længe siden erkendt, at folk har behov for steder til at slappe af og mødes. Det ses bla. på den meget populære Sønder Boulevard, der er tæt befolket på en varm dag, men generelt er bruges året rundt. I brokvartererne bor og lever man og gør plads til hinanden på en måde, som kun beboere gør. Den store forskel på gæster og beboere er, at gæsterne er der for at opleve, imens beboerne er der for at leve. Et andet eksempel på at der “leves” i området, er etableringen af den nye skole i Kødbyen som erstatning for Gasværkvejens Skole. I forbindelse med etableringen af denne er blandt andet Skelbækgade udlagt som “sikker skolevej”. Adskillige børn og ansatte til skolen vil netop anvende Skelbækgade på vej til skole, herunder krydse den. I forbindelse med høringen (2018-0002179) omhandlende lokalplan “Den Hvide Kødby” blev det i et høringssvar til Vesterbro Lokaludvalg fra Teknik- og Miljøforvaltningen fastslået, at kundetrafik til den kommende IKEA og Fisketorvet ikke ville påvirke skolebørnene henset til butikkernes åbningstider. Da et hotel har åbent hele døgnet har denne forudsætning ændret sig. Det er blandt andet fordi, Skelbækgade ligger på den anden side af Dybbølsbro end de nævnte butiksområder og dermed samme side som skolen. Det blev i samme ombæring vurderet, at den nuværende mængde Skelbækgadetrafik på 5000 biler pr. hverdagsdøgn ville stige til blot 5100. Denne forudsætning må ligeledes antages at være ændret henset til en stor hotelvirksomheds gæster, ansatte og handlende i forbindelse med driften af hotellet. Derfor er der ikke alene en trafikmæssig risiko overfor børnene og beboerne generelt, men i høj grad også en miljømæssig i forhold til den forventeligt øgede trafikmængde. Flyttes dele af denne trafik til om natten, vil det formentlig igen gå ud over beboerne i form af støjgener som tidligere nævnt. Alene fordi forudsætningerne for vedtagelsen af de forskellige lokalplaner og høringer hænger sammen, og dermed er indbyrdes afhængige, bør man vedtage en samlet plan for området. Når enkeltforudsætninger ændrer sig, men som har været afgørende tidligere, bør man se på den samlede plan igen for at undgå fejl. Skulle man tænke i helt andre alternativer, kunne man udlægge den nordlige del af Skelbækgade ned mod Sønder Boulevard til rekreativt område i sammenhæng med boulevarden således, at et eventuel hotel kun kan nås til fods eller på cykel (det drejer sig måske om 50-100 meters gang). Det ville i det mindste være med til at sende et signal om en grøn by med omtanke for borgerne og mindske risikoen for børn og ansatte. Da den sydlige del af gaden formentlig skal anvendes som til- og afgangsvej til skolen og Kødbyen generelt, kan dette forventeligt ikke gøres for hele Skelbækgade, omend det såfremt muligt ville skabe plads til udearealer i form af populære boldbure o.lign., som det også kendes fra andre dele af byen. Til slut skal det nævnes, at en eventuel ophævelse af reguleringsplanen bør afføde krav om en ny lokalplan, når man ikke kender til omfanget af et eventuelt hotelprojekt eller andre projekter for den sags skyld. Bygningens ydre fremtoning bør eksempelvis passe ind i lokalområdet og der bør være krav om, at der ikke kan bygges højere end nuværende. Små ting som trods alt har stor betydning de omkringliggende ejendomme. Jeg håber med dette indlæg, at I husker naboerne, Københavnerne fra Vesterbro, når I træffer en god, menneskelig og miljømæssig beslutning.